Det er ufatteligt, at vi aldrig mere skal høre Peters særlige smittende latter, når han havde afleveret en af sine spidsfindige og drilske bemærkninger.
Peter var et nærværende, varmt menneske, som havde en ganske særlig evne til at få andre til at føle sig set. Det gjaldt ikke bare som praktiserende læge i 1970'erne og i den senere lange psykiatriske karriere. Også som privatmenneske var han i sjælden grad til stede med kombinationen af skarp analytisk sans og en dyb accept af, at ufejlbarlighed ikke findes. Det var ikke det perfekte, men det uforstillede, der var målet i samværet med Peter. Det er vi mange, der har nydt godt af gennem årene, hvor Peter og hans elskede Stina var værter ved storslåede arrangementer, der var præget af en gavmild, fantasifuld og legesyg ånd. Og børn følte sig præcis lige så velkomne som de voksne. Vi er mange, der kan se Peter for os med et listigt smil, mens han finder den allerstørste nytårsraket frem, når alle tror, at showet er slut.
Peter var med hele sin væren »inde i kampen«. Livet skulle leves til kanten, og det blev det. Sygdom var en del af hans liv, men det blev på godt og ondt aldrig det, der styrede ham. Kram var noget han delte ud af, ikke livsstilsfaktorer han forholdt sig til.
Peter var psykiater til sidste blodsdråbe. Vidende og dybt engageret i menneskets inderste krinkelkroge og om nogen mand for at kunne sige, at intet menneskeligt var ham fremmed. Han skånede ikke sig selv for dybden af sin egen indsigt og kunne ved særlige lejligheder være nøgternt selvudleverende. I kraft af sin begavelse og vilje til at bruge sig selv, foruden sin humor og menneskelige varme, står han som en sjælden læge.
I tiden som overlæge i Viborg var han en stor læremester for yngre læger. Også som supervisor i almen praksis havde han en vigtig rolle, netop i kraft af sin særlige profil.
Peter var ikke nogen diplomat. Derimod var han en indædt forkæmper for alt det, han troede på. Han var både professionelt og privat optaget af at kæmpe for de svagestes rettigheder. På de sociale medier udviklede han sig til en fuldblodsdebattør og tordnede mod dehumaniseringen af vores samfund.
Peter og Stina fik aldrig selv børn. Til trods for det, sørger mange både mindre og nu voksne børn også over, at Peters hjerte er holdt op med at slå. For få har som han levet op til Piet Heins berømte gruk: »Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det«.
Varme tanker til Stina, som både har fået og nu mistet meget.
Æret være Peter Nicolaisens minde.