Medlem i

13 years 1 month
components

14.6.1945-20.6.2016

Peter Laurberg stammede fra Aalborg. Efter studentereksamen i 1964 begyndte han at læse medicin på Aarhus Universitet, hvorfra han tog embedseksamen i 1971. Han var sergent i søværnet i 1972 og efter reservelægetid på Århus Kommunehospitals lungemedicinske og medicinsk endokrinologiske afdelinger startede han sin forskningskarriere som klinisk assistent på Århus Kommunehospitals medicinsk endokrinologiske afdeling. Dette lagde grunden til hans imponerende videnskabelige løbebane. Han disputerede i 1980 med afhandlingen: »Iodothyronine release from the perfused canine thyroid«. Han blev efterfølgende speciallæge i medicinske hormonsygdomme og intern medicin, og efter en kortvarig stilling som overlæge på Rigshospitalet i 1988 vendte han tilbage til sin barndomsby Aalborg som overlæge i marts 1989, hvor Grete, hans hustru siden ungdommen, også kunne nedsætte sig som praktiserende hudlæge.

Peter Laurberg var professor i intern medicin først på Aarhus Universitet med professoratet tilknyttet Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aalborg, og senest på Aalborg Universitetshospital, hvor han var overlæge. Peter var fra sin tidlige lægetid og til sin død en fremragende kliniker og formåede at være drivkraft på en række forskningsområder. Allerede under speciallægeuddannelsen mødte han en islandsk kollega, som han senere indledte et samarbejde med om forskelle mellem Danmark og Island med hensyn til jodindtagelse samt den epidemiologisk udbredelse og sammensætning af forskellige sygdomme i skjoldbruskkirtlen. Både disse studier og mange af Peters senere forskningsresultater har vundet stor international genklang og ofte ført til ændringer i guidelines for diagnostik og behandlingsstrategier i særdeleshed inden for thyroideasygdomme. Peter var således en af drivkræfterne i det nationale jodberigelsesprogram, som på forbilledlig vis satsede på at foretage forudgående og opfølgende monitorering af danskeres jodindtagelse i to områder af Danmark inden de danske fødevaremyndigheder gennemførte jodberigelsesprogrammet i befolkningen i 2000. Også dette har fået stor international bevågenhed. Forskningen har således gennemgående været fokuseret på forskellige aspekter af thyroideasygdomme, men også andre hormonsygdomme, herunder hypofysesygdomme, hvor han ligeledes har været at regne blandt de store internationale eksperter, og han bidrog med store og vigtige landvindinger inden for patientbehandling.

Peter var en markant og afholdt forskningsvejleder og mentor for et utal af yngre forskere, hvilket resulterede i mange fremragende afhandlinger og støtte til de yngre forskeres personlige karrierer. Gennem personlig indlevelse, opmærksomhed og stor indsigt i alle aspekter af lægelivet favnede han yngre kolleger i forskningen. Det personlige og det professionelle blev ét, og et besøg på Peters kontor var altid berigende. Således formåede Peter at fastholde de unge i forskningen.

Peter var fra sin tidlige forskningstid engageret i internationale organisationer og blev en meget afholdt kollega i internationale videnskabelige kredse. Dette afspejler sig bl.a. i hans deltagelse i bestyrelser og komiteer i internationale videnskabelige selskaber og som underviser ved internationale kurser i særdeles i Østeuropa, hvor han sammen med andre internationale kolleger deltog i at øge østeuropæiske kollegers faglige viden og kontakt med resten af verden. Han har været præsident for European Thyroid Association, hvor han også har modtaget flere priser for sin forskning, og æresprofessor ved China Medical University, Shenyang, Kina. I British Thyroid Association fik han i 2007 the George Murray Lecture Award ligesom han for nylig blev æresmedlem i Dansk Thyroidea Selskab. Peter var således en enorm igangsætter, inspirator, underviser og mentor for mange kolleger og samtidig afholdt for sin favnende og venlige personlighed, store humoristiske og kritiske sans, en enorm energi, sit excellente golfspil og store viden bl.a. opnået ved utallige faglige rejser, hvor han ofte var ledsaget af sin hustru.

Ironisk nok blev han dræbt af en bil i forbindelse med et kursus i Tblisi, Georgien, under en aftentur med sin hustru. Vores tanker og medfølelse går til Grete og de fire børn med deres familier.

Peter vil efterlade et stort savn hos os alle. Æret være hans minde.

Ulla Feldt-Rasmussen

Stig Andersen

Inge Bülov

Ástrádur B. Hreidarsson

Laszlo Hegedüs

Jens Faber

Birte Nygaard

Hans Perrild

Karine Bech

medlemmer af Dansk Thyroidea Selskab, Dansk Endokrinologisk Selskab, DanThyr, European Thyroid Association, British Thyroid Association, American Thyroid Association, Latin American Thyroid Association, Asian and Oceanian Thyroid Association, Islandsk endokrinologisk selskap

patienter, venner og kolleger.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes