29.3.1941-8.7.2015
Et stort og afgørende kapitel i dansk retspsykiatri er med Peter Kramps død afsluttet. Han har formet den aktuelle kliniske opfattelse af faget og i en omskiftelig tid fastholdt respekten i retssalen for den lægelige vurdering.
Efter uddannelse til speciallæge blandt Danmarks dengang førende psykiatere på afd. O kom Peter Kramp til Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, hvor han i 1982 blev ledende overlæge. Han samlede de daværende afdelinger A og B, forestod flytningen til større og lysere lokaler og bidrog vedvarende til klinikkens modernisering og udvikling. Han lagde stor vægt på dialogen med de juridiske samarbejdspartnere, såvel ved personlige kontakter som ved mere systematiske brugerundersøgelser. De mentalerklæringer, der udgik fra klinikken, blev og er stadig mønster for de nye retspsykiatriske centre, der i 2002 oprettedes med henblik på ambulant mentalobservation i Århus, Ålborg og Middelfart. Peter Kramp var en engageret, underholdende og eftertragtet underviser. Klinikken varetog ikke mindst undervisningen af kommende speciallæger i det retspsykiatriatriske U-kursus, og de unge kollegers evalueringer af hans undervisning, der var spækket med fængende eksempler, var overordentlig positive.
Det var inspirerende at mentalobservere, forske, undervise eller bare komme på Peters klinik, og han var altid interesseret i, hvad man måtte have på hjerte – fagligt eller privat. Han lyttede, og han rådgav, og det var også i orden hvis man – en sjælden gang – ikke fulgte rådet.
Først efter Peters afgang blev klinikken tidssvarende alarmudstyret. Muligvis havde observanderne hørt om dengang, Peter i sit eget hjem overmandede en tyv, måske syntes de også om at komme på klinikken. Der var i al fald – til trods for et meget belastet klientel – ingen voldsepisoder. Peter Kramp havde sproget i sin magt og blev forfatter til mange bøger og et utal af danske og engelsksprogede artikler om retspsykiatri. »Peters kurve« er blevet et kendt begreb, som ikke kræver nærmere forklaring, hvis man blot interesserer sig en smule for retspsykiatri. Den dokumenterer den eksplosive udvikling i antallet af retspsykiatriske patienter i de sidste 30 år og har ikke altid været lige påskønnet blandt sundhedsplanlæggerne.
Peter Kramp samlede ikke sine videnskabelige artikler i en disputats eller ph.d., selvom de rigeligt kunne have båret det. Han har til gengæld en stor andel i rigtig mange andres afhandlinger og akademiske titler. Hans viden var omfattende indenfor alle psykiatriske og tilgrænsende discipliner. Man kunne for eksempel spørge ham om, hvad der var skrevet om lithiums indflydelse på kunstneres kreativitet, og han kunne – uden at skulle slå op – svare fyldestgørende. Han etablerede et bibliotek på klinikken, og hans hukommelse og viden var enorm. Mange af Peter Kramps forskningsprojekter var epidemiologiske, og han, der angiveligt ikke kunne med tal, kunne redegøre forståeligt for, hvad de forskellige statistiske metoder kunne bidrage med, så vi alle kunne forstå. Han var aldrig karrig med sin viden.
Peter Kramp var i 1986 grundlægger af Retspsykiatrisk Interessegruppe og dens formand, indtil han i 2011 fandt tiden moden til at gå af. Han var primus motor i Interessegruppens Ekspertuddannelse, således at de nyoprettede centre kunne besættes med psykiatere, der kunne deres retspsykiatri. På Interessegruppens hjemmeside kan man stadig se et link med billeder til Peters 70-årsafskedsfest i 2011, der passende for Peters akademiske niveau blev arrangeret og afholdt i Københavns Universitets Festsal.
Peter Kramp var i høj grad også medvirkende til at sætte dansk retspsykiatri på det store landkort med sit internationale netværk. Han var således drivende kraft i »Ghent-gruppen«, som i 2004 blev dannet som en platform for europæiske retspsykiatere.
I Retslægerådet var Peter Kramp psykiatrisk næstformand i mere end 20 år. Hans bidrag som medlem af Rådets formandskab var skattet af psykiatriske og somatiske rådskolleger, såvel som af rådets sekretariat. Han er i høj grad ansvarlig for, at rådets arsberetninger begyndte at udkomme regelret – til inspiration for kolleger såvel som for jurister. Til sin død bestred han retrætejobbet som ad hoc-voterende sagkyndig, og han skrev sit sidste votum tre dage før, han efter længere tids hjertelidelse, men alligevel noget pludseligt døde.
Ligeledes til det sidste var han psykiatrisk konsulent i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Peter Kramp var i høj grad sit arbejde – men han fulgte også godt med i kultur, især den danske litteratur. Hans interesse for ballet blev vakt, har han fortalt, da han så, hvorledes en ballerina kunne danse et skrig, mens han påstod, at han ikke kunne klare opera, for han kom til at tude ved de første toner til La Traviata, og vi er mange, der sammen med Peter har grædt til netop La Traviata.
Og selvom retspsykiatrien fyldte næsten alt i Peters liv, var der også plads til familien, hvor han som regel stod for aftensmaden, og sammen med Hanne nød det privilegium, at børnebørnene altid gerne ville komme på weekendbesøg.
Nu er Peter ikke hos os mere – og vi skal forsøge at bygge videre på det fundament, han har skabt.
Vores tanker går til Hanne, Pernille, Poul og de fire børnebørn.
Alice Lodberg Madsen
Anders FInk-Jensen
Anne Lindhardt
Anne Mette Brandt-Christensen
Anne Vollmer-Larsen
Annie Vesterby Charles
Bent Smedegaard Ottesen
Bjørn Vilstrup Holm
Dorte Maria Sestoft
Ejnar Alex Kørner
Heidi A.M. Hansen
Henrik Steen Andersen
Jens Lund
Josef Parnas
Kirsten Nitschke
Kjeld Reinert
Lykke Pedersen
Martin Balslev Jørgensen
Niels Patrick Gosden
Per Balling
Peter Billeskov Fristed
Peter Gottlieb
Poul Bror H. Videbech
Ralf Peter Hemmingsen
Tina Gram Larsen
Tom Gert Bolwig
Torben Veith Schrorder
Tove Aarkrog
Trine E. Bjørkbom Arngrim
Troels Steahelin Jensen
Ulla Noring