Medlem i

13 years 1 month
components

16.9.1947-10.9.2011

Peter Krogh-Jensen er død 63 år gammel, ni måneder efter at have fået diagnosticeret en lungecancer.

Peter voksede op i Brædstrup, hvor hans fader, Poul Krogh-Jensen, gennem en menneskealder var praktiserende læge. En opvækst i et hjem, hvor musik spillede en fremtrædende rolle i hverdagen.

Og Peter fik da også musikundervisning fra tidlig skolealder. Han var en musisk begavelse, som gennem årene lige til få måneder før sin død var fagottist i symfoniske orkestre i Jylland.

Han kunne ganske givet have gjort karriere som professionel musiker.

Selv om det lå i kortene, at han skulle være læge, var Peter først omkring dyrlægestudiet, men lykkeligvis for hans mange patienter og for os kolleger blev han i 1975 cand.med.

Efter turnustjeneste på hospitaler i det østjyske startede Peter i lægehuset på T. Køhlsvej i Odder i 1980 og arbejdede her, indtil han blev syg. Vi er flere, som husker Peters entre på lægehusets p-plads i en rød 6-cylindret Alfa Romeo GTV. Nu var det ikke sådan, at Peter havde hang til at føre sig frem, ej heller hvad angår biler. Tværtimod. Han havde blot en interesse for mekanik og elektronik, hvilket gjorde, at bilerne blev skiftet hurtigt ud, når en model med bedre moment eller flere hestekræfter blev lanceret.

Der var også på det punkt stil over Peter.

Efterhånden som man kom til at kende Peter, blev det klart, at han var en særdeles kompetent person.

Man fornemmede hurtigt hans indgående kendskab til livet i almen praksis, tilegnet i opvæksten i Brædstrup, med sygdomsbilleder, vagtbelastning og de mange sygebesøg, som prægede den praktiserende lægers liv dengang og i de første mange år af Peters liv som praktiserende læge.

Peter var en ret så ferm kirurg, som kunne lide at arbejde med hænderne, også i værkstedet hjemme.

Han og hustruen Helle stod selv for mange reparationer både der og i sommerhuset i Saxild, hvor de begge satte megen pris på at opholde sig.

Peter var en fighter, som kæmpede om pointene på tennis- og badmintonbanerne. Også i sin lægegerning var han en fighter. Når hans patienter havde forelagt et problem for ham, kunne de være helt sikre på at blive taget alvorligt. Problemet blev fulgt til dørs. Samme grundighed prægede Peters varetagelse af de ansvarsområder, man på skift har med lægehusets drift. Problemer skulle løses. Der var orden i tingene.

I det hele taget var Peter et ordentligt menneske. En gentleman, man kunne rådføre sig med, ikke bare fagligt. En mand, man kunne regne med, kunne føle sig tryg ved. Peter var særdeles dygtig, afholdt og respekteret. Af patienter, kolleger - og klinikpersonalet på lægehuset.

Peter og Helle opnåede 27 gode år sammen, inden hans alt for tidlige død. Deres hjem var rammen om familien med de fire børn, svigerbørn og børnebørnene, som Peter var stolt af og gerne fortalte om.

Peter efterlader et stort savn. For familien savnet af en solid og kærlig ægtefælle og familiefader. For os kolleger savnet af en skattet kollega og ven.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes