Medlem i

13 years 1 month
components

19.2.1941-17.9. 2015

Peter Busch blev læge fra Københavns Universitet i 1975. Han uddannende sig til ortopædkirurg på danske og svenske hospitaler og blev speciallæge i 1989. Siden 1990 arbejdede Peter på Ortopædkirurgisk Afdeling, Herlev Hospital, frem til pensioneringen i 2008.

På Herlev var han de seneste år den seniore overlæge, der tilbagelænet afventede alle de yngre – ofte ivrige – lægers forslag til kirurgisk behandling, inden han skar igennem – med en lun ironi – og dermed sikrede, at patienten blev korrekt behandlet. Han koncentrerede sig primært om knæprotese- og sarkomkirurgi, men tog også sin tørn med de akutte patienter. Der er mange yngre ortopædkirurger, der har høstet af Peters store erfaring inden for ortopædkirurgien, hvor han stille og roligt gav råd og vejledning uden de store armbevægelser.

Peter var sprogets mester og han var en lige så sikker staver som Dansk Sprognævn. Den sikkerhed havde han erhvervet sig som korrekturlæser på Politiken i sine unge dage. Foruden sin hospitalsansættelse var Peter engageret som forsikringslæge i en række selskaber, og han var en trofast deltager i forsikringslægernes møder og kursusarrangementer.

Vi var heldige at kende Peter privat. På rejser i Europa, hvor han var en elsket deltager. Når vi besøgte ham og Birthe i deres skønne sommerhus på ”Næbet” ved Ordrup Næs og i deres eventyrlige lejlighed på Gl. Kongevej. Da Peter for godt et år siden fik stillet en alvorlig malign diagnose, var han både fattet og også på sin egen måde realistisk om sin fremtid, der desværre blev alt for kort.

Vores tanker går til Birthe, Thomas og børnebørn.

Claus Munk Jensen

Bo Sanderhoff Olsen

Carl Aage Hansen

Vivian Stausholm Petersen

Søren Bødtker

Gunnar Schwarz Lausten

Steen Mejdahl

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes