30.5.1936-11.2.2016
Kras er død. Kras døde, som han formentlig selv ønskede det, nemlig i aktiv kamp. Hans sidste kamp blev en tennismatch. Det er uvist, om han forinden måtte afgive et sæt, men det forekommer os ikke sandsynligt.
Kras var kandidat fra 1961 og havde i 1972 uddannet sig til speciallæge i pædiatri. Den pædiatriske gastroenterologi blev hans store virkefelt, og han skabte først på Børneafdelingen i Glostrup og efterfølgende i Gentofte en stor virksomhed omkring de inflammatoriske tarmsygdomme, malabsorption og ernæring. Denne store pionerindsats førte til etablering af gastroenterologi som subspeciale i pædiatrien i Danmark.
Kras var med til at grundlægge European Society of Paediatric Gastroenterology and Nutrition (ESPGAN – senere ESPGHAN), ligesom han var bærende i etableringen af den skandinaviske pendant, NAPGAN. Den pædiatriske gastroenterologi fulgte senere med Kras til Børneafdelingen i Hvidovre, hvor den i dag er en højtspecialiseret funktion.
Gentofte børneafdeling kunne allerede i 1980’erne med Kras som ledende chef foretage fækal transplantation på indlagte patienter med kronisk recidiverende Clostridium difficile-infektion. På trods af, at principfasthed og konservatisme lå Kras nær, var der hos ham altid en åbenhed over for at afprøve noget af alt det nye, som strømmede til afdelingen sammen med de mange yngre læger fra andre specialer og andre lande, som Kras nød at have gående. Især var Kras åben for, at mange yngre læger på vej i almen praksis fik længere ophold i afdelingen, så de kunne få en anvendelig forståelse for, at børn ikke blot er små voksne. Der var altid gang i forskningen, og flere disputatser og ph.d.-afhandlinger udgik med Kras som inspirator og vejleder.
Kras blev i 1986 professor i pædiatri ved Københavns Universitet. Det, at eksamen i pædiatri var klinisk, lagde Kras stor vægt på. Kras var en god underviser og en frygtet eksaminator. Ved "Nordisk lærebog i pædiatri" var han i en årrække dansk medredaktør. Et af ham elsket, men tidsrøvende arbejde – skrevet på henholdsvis dansk, norsk og svensk.
I den kliniske hverdag var Kras den principfaste leder, som ved morgenkonferencen skulle høre om alle patienter, der havde været igennem modtagelsen det foregående døgn. Han lod sig ikke stresse, selv om der lå udenbys patienter og ventede på hans vurdering. Han kendte sine patienter grundigt, var en dygtig diagnostiker og havde en omfattende ambulant aktivitet. Havde man som ung læge brug for hjælp eller en klinisk vurdering, var det altid muligt at få Kras med på sidelinjen – når han fik tid til at afsætte et hul i dagens aktiviteter.
New public management var ikke et begreb, Kras brød sig om. Han fik tidligt i sin administrative karriere på Gentofte kærligheden at føle, da det administrative kleresi angreb hans ledelse. Angrebet, som Kras følte det, blev sat ind med anvendelse af konsulenter og tilhørende rapporter, som i øvrigt ikke kunne støtte den tilsigtede besparelse. Kras kom derefter aldrig overens med det politisk-administrative element. Kras ophørte sin professor- og overlægegerning før tid på grund af langvarige uoverensstemmelser med ledelsen på Hvidovre Hospital. Han glemte aldrig den nedværdigelse, han følte sig udsat for. Det var ham en stor oprejsning, at ombudsmanden gik ind i sagen med uforbeholden støtte til ham.
Adoptionsnævnet havde i mange år i Kras en aktiv formand, og han bevarede i nogle år efter sin pensionering arbejdet med Adoptionsnævnet.
Efter pensioneringen fik Kras nogle gode år sammen med sin kære Ellen, hans livsledsager, som han aldrig kom sig over tabet af. Gentofte Hospital måtte han i de senere år genoptage kontakten med – sågar i Børneafdelingens tidligere sengeafsnit – nu som patient på den indflyttede Medicinsk Afdeling. Igen var han ”kras”, og forhørte sig før de ambulante kontroller, om en relevant og forberedt læge ville være til stede.
Kras var ivrig tennisspiller med faste venner på de lokale HIK-baner. Alle år blev der tid til rejser til fjerne himmelstrøg, som altid blev grundigt forberedt, ikke mindst den sidste tur til Peru få måneder før hans død.
Kras var en mastodont, men uden at være en ronkedor. Hans evige principfasthed og stædige ståen ved sine synspunkter og idealer blev af nogle opfattet som gammeldags stivsind, men var reelt begrundet i et dybt ønske om at gavne patienterne og faget. Hospitalsverdenen har efterhånden afrettet de fleste af os til at være pragmatikere i stort og småt, men Kras lærte os, at der også er situationer, hvor man ikke tjener hverken patienterne eller sig selv bedst ved at bøje sig som sivet i vinden. Vi husker også Kras som et varmt og meget socialt menneske med stor interesse i såvel patienternes som sine kollegers vel. Han var et forbillede for os, der kendte ham.
Vores varmeste tanker går til hans efterladte familie: Jens, Peter (Bamse), Karen og Anders.
David H. Rubin
Dan H. Andersen
Karsten Hjelt
Vibeke Wewer
Bente Pilgaard
Anders Pærregaard
Birgitte Weile
Børneafdelingen på Hvidovre Hospital