26.12.1942-2.1.2015
Vores gamle kompagnon og ven, Peter Andreas Engberg, døde stille den 2. januar efter et par ugers sygeleje på intensivafdeling.
Peter Andreas, som havde type 1-diabetes mellitus siden 17-årsalderen og kronisk lymfatisk leukæmi gennem et års tid, bukkede under for en svær infektion fulgt af hjertestop og bevidstløshed. Han havde tidligere klaret svære sygdomsperioder med ukuelig livsvilje og godt humør og lod sig ikke anfægte. Dertil var han for glad for livet, herunder lægearbejdet.
Peter Andreas var uddannet i København, blev læge i 1969 og kom til Hjørring Sygehus, hvor han fik klinisk uddannelse og arbejdede nogle år som medicinsk 1. reservelæge. I en periode var han udsendt for Røde Kors til Bangladesh.
Han indgik almen praksis i Hjørring i 1975 og fandt her sin rette hylde i kompagniskab med fire læger. Hurtigt fik han en trofast patientskare, som værdsatte hans dygtighed og omhu. Han havde en kompetent, kontant facon, som vakte tillid. Patienterne følte sig i gode hænder. Ved begravelsen var mange patienter med til at fylde kirken, skønt han var stoppet i praksis nogle år forinden.
Peter Andreas var en flittig arbejdskraft og en altid hjælpsom kollega. Han deltog ivrigt i efteruddannelsen. Med sit organisationstalent arrangerede han kursusmøder i vores lokale vagtlægekreds. Han deltog selv flittigt og målrettet i uddannelsesaktiviteter og supervision og var åbent interesseret i alt fagligt nyt, som han studerede, introducerede og kritisk afprøvede.
Peter Andreas fik efter pensionen i 2007 en aftale med klinikken om at fortsætte 2-3 ugentlige arbejdsdage til glæde for kolleger, patienter og ham selv, da han stadig holdt sig fagligt opdateret.
Ud over lægearbejdet havde Peter Andreas mange interesser. Han havde en stor familie- og venneskare. Hans rejselyst var legendarisk. Han havde færdedes over hele verden, gerne uden for turiststrøgene – i Asien, Afrika, Sydamerika – og hans viden om fjerne steder var stor. Han læste meget og var altid levende optaget af at opleve nye steder, men også Samsø og den nordjyske natur blev dyrket.
En altid levende, livsglad, ukuelig ven og kollega er ikke mere.
Vores tanker går til Marianne og den store familie.
Æret være Peter Andreas Engbergs minde.
Jens Hald
Lene Rabjerg
Hans Christian Wendt