Medlem i

13 years 1 month
components

21.7.1943-20.7.2008Peer Langhoff Mikkelsen er pludselig død den 20. juli 2008.Peer besluttede sig ret hurtigt efter sin embedseksamen til at blive psykiater. Efter speciallægeuddannelsen i København kom han til Frederiksborg Amt i 1983 som overlæge på Psykiatrisk Afdeling R.Peer blev allerede tre år senere som 43-årig udnævnt til administrerende overlæge for afdelingen og kom i høj grad til at tegne afdelingen de næste mange år.

Peer var drivkraften i udviklingen af et moderne og tidssvarende psykiatrisk tilbud i amtets østlige del i 1980'erne og 1990'erne, og her vil vi gerne fremhæve hans engagement i at realisere specialtilbuddet til unge skizofrene (Nordhuset), som har givet inspiration til mange af de behandlingstilbud, som senere er udviklet til denne patientgruppe.

Peer kunne via sine politiske taktiske evner få overtalt politikerne til at yde flere penge til nødvendige indsatsområder i psykiatrien og herved sikre, at alle patientgrupper kunne få den nødvendige hjælp fra behandlingssystemet. Dette gjaldt såvel de svært kroniske psykotiske patienter som dem med lettere, om end invaliderende psykiske lidelser, hvor han sikrede realiseringen af relevante tilbud i det daværende Frederiksborg Amt, fx et godt dagafdelings- og ambulant behandlingssystem.

Peer var fagligt bredtfavnende og var som leder altid optaget af medarbejdernes arbejdsvilkår.

Han stod i mange år i spidsen for Foreningen Krogerup Kurser, og han var med til at sikre og fastholde efteruddannelse på et højt niveau til den brede personalegruppe.

Han håndterede konflikter på fornem demokratisk vis med det resultat, at »hans« afdeling bar præg af at være et sted, hvor faglige diskussioner blev prioriteret højt, og hvor alle, der havde noget at byde på, kunne komme til orde, men hvor der også var fremdrift og fokus på faglig udvikling.

I dagligdagen kunne man i hans selskab være sikker på, at en befriende humor aldrig blev glemt, selv i pressede situationer.

Stemningen i afdelingen bar altid præg af at være et sted, hvor der var højt til loftet, og hvor han gerne gav frihed under ansvar.

Tonen i afdelingen var, som han selv udtrykte det: »rå men hjertelig«, for man skulle kunne tage mosten for Peer's frækheder.

De sidste år af Peers arbejdsliv var ikke lykkelige. I forbindelse med strukturelle ændringer blev hans stilling nedlagt med udgangen af 1998, og han fungerede herefter som klinisk overlæge indtil 2003.

Selv om dette sidste forløb ikke passede ham godt, var han altid parat med råd og vejledning til sine yngre kolleger, hvilket vi er mange der har haft stor gavn af.


Æret være hans minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes