Paul Jacob Unna

2.3.1926-11.4.2004Selv efter et forventet dødsfald kan man føle sig ladt tilbage i et tomrum. Paul Unna havde i ca. tre år symptomer fra en cancer prostatae med diverse metastaser. Hans død var ventet af ham selv og hans store vennekreds, alligevel er det ufatteligt. Ved Pauls død mistede vi sønderjyske kolleger en af vore største personligheder.Paul Unna blev født i Hamburg i et internationalt berømt dermatologdynasti. Faderen var jøde, moderen ud af en meget dansksindet Aabenraa-familie. Pauls tidlige barndom var en opvækst i et tysk rigmandshjem, men med Hitlers magtovertagelse fulgte jødeforfølgelser. Paul blev derfor sendt til familie og venner i Danmark. Under 2. verdenskrig måtte hele familien flygte til Sverige, Paul tog studentereksamen i Lund i 1944, kantussen samme sted 1945 og kom tilbage til Danmark med Den danske Brigade i foråret 1945. Han talte sjældent om den tid!I vinteren 1952 tog Paul medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet, og ti år senere blev han speciallæge i dermato-venerologi. Hans fader, Georg Wilhelm Unna, ville i 1945 ikke tilbage til Hamburg, men nedsatte sig som speciallæge i sin hustrus fødeby Aabenraa som landsdelens første dermatolog. Denne praksis overtog Paul i 1962.

Dermed indledtes en æra for byens og egnens læger, som nærmest er ubeskrivelig. Paul og hans kone Inge åbnede deres hjem for kolleger i hele området, først os jævnaldrende, men siden for talrige nytilkomne. Gennem mere end 40 år har ægteparret Unna været vidtfavnende for kolleger og mange andre venner.

Paul var en habil og forstående speciallæge, hans udskrivningsbreve er gået over i den lokale medicinalhistorie grundet deres helt specielle håndskrevne tilføjelser om tanker og oplevelser. I godt 12 år var Paul »emeritus«, men det aktiverede ham blot til yderligere fordybelse i sine talrige interesser. Disse spændte vidt: egentlig alle former for kunst, historie i alle afskygninger og naturhistorie af enhver slags - og intet var blot overfladisk. Nej, Paul gik i dybden med alt, hvad han beskæftigede sig med, og hvad der interesserede ham - og så nød han at give det videre til andre!

Han arrangerede ekskursioner og rejser for sin store vennekreds, og deltagerne fik sandelig eksakte oplysninger om alt forefaldent. Paul var utrættelig i sin fortælleglæde, og hans glade, smittende latter vil vennekredsen formentlig altid kunne genkalde for sit »indre øre«.

Vi er mange, der har mistet meget, men minderne har man da lov at have - til vi heller ikke er oven mulde. Med taknemmelighed til Paul Unna går tankerne uvilkårlig til hans trofaste og ligeledes vidtfavnende Inge. Tak!