Den 8. juli, 2003 døde professor emeritus Paul Brand efter et subduralt hæmatom. Han efterlader sin hustru Margareth og børn og børnebørn.
Paul Brand var missionærsøn fra Indien og blev efter tidens skik sendt hjem til skolegang som 9-årig. Først efter 2. Verdenskrig vendte han tilbage til sit barndomsland som uddannet ortopædkirurg nu sammen med sin hustru Margareth, der var uddannet oftalmolog. De blev begge ansat ved Christian Medical College i Vellore, under Madras Universitet. De første spæde forsøg med medicinsk behandling af lepra var netop kommet i de år. Trods forventning om, at sygdommen kunne standses, og drøm om fuldstændig helbredelse, viste intet af dette i længden at holde. Derimod blev de spedalske alt for ofte efterladt med svære, deformerende og hæslige skader i ansigt, af hænder og fødder, skader der ikke blot var uskønne, men som effektivt hindrede dem i at deltage i et normalt samfund.
Det blev Pauls og Margareths livsopgave at finde veje til at gøre det muligt for disse mennesker igen at leve et normalt menneskeliv. Længe varede det ikke, før en flok unge, ivrige kirurger, fra flere lande samledes i Vellore, indiske, britiske, franske, tyske, amerikanske og en enkelt dansk ( Jeg var selv en af de første ). Først var det et spørgsmål om at lære, men snart blev det et gruppearbejde for at finde ny og bedre teknik. Fik den ene en ide, blev den vendt og undersøgt på alle ender og kanter. Hvis den fandt godkendelse, kom dagen til den første operation. Den dag i dag er jeg imponeret over vore patienter, der så villigt tillod, hvad faktisk var utilsløret eksperimental kirurgi
Men det var ikke blot et spørgsmål om at gengive funktion til lammede hænder, fødder og ansigter. Næsten endnu vigtigere var arbejdet med at gengive disse mennesker, der havde været »tabte for samfundet«, troen på at de kan, hvis de vil. Først kirurgi, så fysioterapi, så træning i et håndværk. Målet var, og er at give patienter menneskelig værd og værdi, revalidering