Palle døde den 4. september 2007; han blev 48 år gammel.En dag i november for syv år siden havde Palle behov for at se på nogle af sine forskningsresultater. Han kravlede op på laboratoriebordet for at få fat i en protokol på øverste hylde, ganske som han havde gjort det utallige gange før. Palle faldt og slog hovedet, og efter en kort periode blev han svimmel og udviklede dobbeltsyn. En CT-skanning af hjernen viste, at der ikke var tegn til blødning, men overraskende, en stor hjernetumor. Den sad bagtil i pons og medulla oblongata, i et område, hvor den ikke kunne fjernes. Palle påbegyndte herefter en lang periode med strålebehandling og kemoterapi. Palle var uddannet i Odense i 1986 og kom til Afdeling P på Rigshospitalet i 1989. Det var åbenbart, at vi i Palle stod med en ganske særlig personlighed. Begavet, kreativ, charmerende, arbejdsom og med et vindende væsen. Palle blev klinisk assistent i 1993 med interesse for calcium og D-vitamin. Som led i sit disputatsprojekt gjorde han flere originale observationer og var en af de tre første i verden, der påviste en direkte effekt af fosfat på gld. parathyroideas PTH-sekretion, en sammenhæng, man havde ledt efter i mere end 30 år. Han havde banebrydende arbejder om D-vitamin, interleukiner og PTH og holdt adskillige foredrag ved internationale kongresser. Palle lærte teknikken til måling af den calciumfølende receptor i gld. parathyroideae under et studieophold på Harvard hos professor Ed Brown. Palle var således på forfront med den mest spændende udvikling inden for calciumforskningen, da sygdommen ramte ham. Palle var den yngste forsker i Danmark, der modtog Dansk Nefrologisk Selskabs store hæderspris til anerkendelse af excellent videnskabelig forskning.
Palle var helt klar over, at den påviste tumor kunne incarcerere når som helst. Han accepterede stoisk denne ubærlige viden. I hele sygdomsforløbet bevarede Palle og hans hustru Hilde den samme værdighed og integritet, som havde kendetegnet dem, også før sygdommen.
Vi kendte Palle ikke blot som en fremragende læge og videnskabsmand men også som en god kollega og nær ven. Vi føler alle et stort tab ved hans død, og vore tanker går til Hilde og børnene Julie og Jacob.
Æret være Palles minde!
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type