Ove Norén blev akut syg lige før jul. Selvom han tilsyneladende var kommet sig godt efter en operation i maj, havde han for nylig taget initiativ til at gå på pension. En meget svær beslutning for en så aktiv person som Ove. Men da den var taget, så han nu frem til som pensionist at få mere tid til kone, barn og børnebørn. Desværre nåede han aldrig til denne del af tilværelsen.
Oves interesse var lægegerningen og han tog sin medicinske uddannelse ved Lunds Universitet. Han kom tidligt til Københavns Universitet på det nyoprettede Biokemisk Institut C i Rådmandsgade og afsluttede her sit disputatsarbejde over et af fordøjelsesenzymerne i tyndtarmen. Tyndtarmens enzymer og funktion blev hans dominerende forskningsinteresse gennem årene. Hans forskningsresultater blev anerkendt med priser ved flere lejligheder og han blev i 1990 udnævnt til professor i molekylærbiologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Ove forstod som få mulighederne for og slagkraften i samarbejde, og han opbyggede en internationalt kendt forskningsgruppe på Panum Instituttet. Her fik mange af de medarbejdere der i dag er beskæftiget på instituttet, en tilbundsgående og engageret uddannelse i biokemi og molekylærbiologi. Han var fuld af idéer, og tøvede ikke med at omsætte dem i praktisk handling; men han var samtidig helt åben for andres argumentation og synspunkter. Ove var højt værdsat blandt sine medarbejdere. Han gav dem frie arbejdsmuligheder samtidig med, at han nøje fulgte projekternes fremskridt. Han var et venligt og lyttende menneske; egenskaber som også fik stor betydning i hans mange ledelsesfunktioner.
Oves administrative evner anerkendtes tidligt, og han beklædte gennem årene adskillige tillidsposter ved fakultetet, bl.a. som dekan. Han havde en veludviklet evne til at gennemskue komplicerede sammenhænge og kunne ofte, ikke mindst ved uformelle kontakter, finde løsninger der kunne accepteres af de involverede parter. I kraft af sin bredt respekterede forskningsmæssige erfaring og dømmekraft ydede han også et stort arbejde ved tildeling af forskningsmidler såvel nationalt som internationalt.
Det var et uendeligt hårdt slag for Ove at datteren Kristina, som var nyuddannet læge, pludseligt døde for fire år siden. Med sin ukuelige vilje og sin aldrig svigtende følelse af ansvar for andre end sig selv magtede Ove alligevel at fortsætte sit arbejde på Instituttet, hvor han også i sine sidste år ydede en meget stor indsats og nød ubetinget faglig og menneskelig respekt.
Vi vil huske ham som en fagligt meget dygtig og retskaffen kollega. Men også som en munter lyttende ven til hvem man kunne komme og bede om råd og vejledning om både faglige og private problemer. Vore tanker går til hans kone Ingrid og hans søn Olof, som må bære det største tab. Æret være hans minde.
Hans Sjöström, Bjørn Quistorff