19.3.1962-19.5.2012
Børn skal have nogle helte ... og det må meget gerne være deres forældre. Så heldige er Rebecca, Christian og Amanda, men nu er deres far, Oleg Funck Petersen, død. Oleg var en mand med et hjerte af guld, som kæmpede heltemodigt for at se sine børn, men han blev budt vilkår, som ingen bør bydes, og som til sidst var ubærlige. Hans børn og hele verden skal vide, at vi er mange, der var stolte af at kalde Oleg vores ven, at han var en dygtig og samvittighedsfuld læge, og at han frem for alt elskede sine børn højt.
Også for os gamle studiekammerater og venner er verden nu blevet meget fattigere, og det smerter os dybt, at han ikke længere er her. Vi vil altid huske Oleg som en uselvisk mand, som man altid kunne regne med, og uanset om det drejede sig om en væg, der skulle males, kærestesorger eller sygdom, var Oleg den bedste ven og kollega, man kunne tænke sig. Aldrig er vi gået forgæves til Oleg. Hjælpsomheden var uden grænser; desværre var Oleg mere tilbageholdende, når han selv havde behov for hjælp.
Oleg var i alle henseender en stor mand med en uhyggelig skarp hjerne; at læse til eksamen med ham var en stor hjælp, men også intimiderende, når man atter en gang måtte sande, at Oleg kunne det pensum udenad, man selv kæmpede med. Hans overskud gjorde også, at han benyttede sig af muligheden for at tage fag på udenlandske universiteter. Således tog Oleg bl.a. sit psykiatrikursus og klinikophold på fransk i Belgien, hvilket vi herhjemme i Danmark var voldsomt benovede over! Også Olegs legendariske busrejser til sneen i Alperne husker vi med smil og glæde.
Efter kandidateksamen i vinteren 1991 blev det hurtigt klart, at det var ortopædkirurgien, Oleg stilede efter. Med sit kvikke hoved, et vindende væsen og en god portion humor var Oleg en gave for både kolleger og patienter. De sidste år var Oleg ansat som overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus.
Vi havde set frem til mange flere år i Olegs gode selskab, men Oleg valgte anderledes. Hvor er livet dog skrøbeligt!
Oleg blev 50 år.