9.6.1938-30.1.2012
Ole Svane blev læge i vinteren 1968 efter at have taget første del på cand.polit.-studiet. Skiftet var båret af en social interesse, og som reservelæge på Hillerød Centralsygehus gennemførte han sammen med Lars Iversen den første danske undersøgelse over patienternes information om deres sygdom og behandling ved udskrivelsen. Herefter blev Ole Svane ansat som den første læge på Socialforskningsinstituttet (SFI). Fra perio-den skal fremhæves »Vurdering af ældres behov for pleje og omsorg« fra 1972 og »Arbejdsmiljøundersøgelsen« fra 1974. Ole Svane var medlem af Arbejdsmiljøgruppen af 1972, ligesom han var bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Socialmedicin (1973-1975) og derpå i Dansk Selskab for Samfundsmedicin (1975-1977). I 1975 modtog han K. K. Steinckes Legat.
I 1972 tog Ole Svane embedslægeeksamen og deltog efterfølgende i planlægningen af det nye samfundsmedicinske speciale, hvor arbejdsmedicinen blev indplaceret på linje med administrativ medicin. Efter syv år på SFI blev Ole Svane i 1978 ansat som overlæge i Direktoratet for Arbejdstilsynet, og her fik han sit professionelle hovedvirke i over 30 år og blev en hoveddrivkraft i etableringen af arbejdsmedicin som lægeligt speciale og i uddannelsen af fagets første speciallæger. Det var en aktiv og problemfyldt periode i det danske arbejdsmiljøarbejde med alvorlige helbredsproblemer på mange arbejdspladser, ny lovgivning og nye organisatoriske tiltag centralt og decentralt. Med sit altid konstruktive, venlige og imødekommende væsen blev Ole Svane en samlende figur for danske arbejdsmedicinere og var med til at formidle et bredt arbejdsmiljøsamarbejde. Mange af de mål for arbejdsmiljøet, som Ole Svane satte sig i 1978, er nået nu i 2012.
Ole Svane var i en årrække medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd og Statens Tobaksskaderåd. I 1991-1993 havde han en aktiv rolle i EU-Kommissionens undervisnings- og forskningsarrangementer, ligesom han var Fellow of The Faculty of Occupational Medicine i Storbritannien. Ole Svane har i hele sit professionelle liv været en pioner og ledende skikkelse i dansk arbejds- og socialmedicin. En væsentlig drivkraft har været et socialt engagement med blik og omsorg for de svage, også i arbejdsmiljøet. Den danske lægestand har mistet en engageret samfundsborger, en dedikeret sundhedsbeskytter og vi en god ven, hvis minde vil erindres længe.