18.11.1952-22.10.2006
På opfordring af læger og patienter bringes dette mindeord for læge Ole Skovmann Sørensen, der tog sin himmelfart for et år siden.
En ildsjæl af en læge og en engel af et menneske har forladt os.
Som hans patient igennem tre år nåede han at give mig håb og mod på at klare livet på trods af sygdom. Han indprentede mig min værdi som menneske og accept af »skavanker«. En påvirkning, som styrkede selv under hans sygdomsfravær, og som vil være en inspiration resten af livet.
I forbindelse med alvorlig sygdom i en tidlig alder har jeg haft utallige møder med forskellige speciallæger og praktiserende læger.
Ole Skovmann var en sjælden fugl. Ikke bare havde han en stor Buddha stående midt i sit venteværelse, men første gang jeg kom i hans klinik, troede jeg, at han lige måtte være flyttet ind. Alle vegne lå der bunker af papirer sådan professoragtigt hulter til bulter. I vores ellers så helsekorrekte samfund var askebægeret på hans vanvittige bord temmelig alarmerende, lige indtil man mødte hans skarpe blik, der fortalte, at han havde fuldstændigt styr på tingene på sin egen måde.
Han var altid opdateret på det nyeste inden for medicin. Han overraskede tit med sin klokkeklare evne til at stille diagnosen. Han kunne f.eks., da min lille søn havde lægeskræk, i et blik på meters afstand konstatere, at det ikke var et børnesår men et bidemærke, min søn havde fået på ryggen, og at det vist var en anden unge, der skulle bearbejdes. Ventetiden kunne være lang. Man kunne opleve Ole løbe af sted gennem rummet med en akut syg patient, mens han meddelte i farten, at han ville blive lidt forsinket for at følge patienten i ambulancen.
Patienterne tog den slags med ro, for man vidste, at når man selv kom ind, gav Ole sig god tid , og med ham var det hele ventetiden værd. Ofte kunne han lige føle sig inspireret til at fortælle et par pudsige anekdoter, inden man fik fortalt om sine lidelser. Historierne var så gode, at man helt glemte, hvad det var man var kommet for. Et lille mirakel i sig selv. Jeg mistænker såmænd Ole for helt bevidst at have opfundet denne fidus. Han var en af de sjældne læger, for hvem embedet ikke handlede så meget om ambition og korrekthed men en mission med livet selv. At helbrede, trøste og give lindring til denne verden. Kære Ole. Din mission er fuldført. Tak.