18.10.1927-24.8.2010
Ud over sit arbejde som ortopædkirurg gjorde Ole Mogens Hansen en stor indsats inden for lægeforeningsarbejdet. Man kunne næste sige, at det blev hans halve liv. Han begyndte sin lægepolitiske karriere i bestyrelsen for FASIP i 1967, hvor han samtidig blev medlem af repræsentantskabet for DADL.
Mit bekendtskab med Ole Mogens begyndte ganske vist tilbage i 1950'erne, hvor vi aftjente vores lægelige værnepligt på Høvelte Kaserne, men det tog først rigtig fart, da vi i 1967 begge blev valgt ind i bestyrelsen for Roskilde og Omegns Lægekredsforening.
Da »Omegnen« blev udskilt, fortsatte vi i bestyrelsen for Københavns Amts Lægekredsforening i 1972-1976.
Ole Mogens blev endvidere valgt ind i FAS's bestyrelse i 1976-1978. I 1978 blev vi begge valgt ind i DADL's hovedbestyrelse.
I DADL blev han en kolossal arbejdskraft, og han var medlem af talrige udvalg og komiteer. Han kaldte altid en spade for en spade og var meget vellidt for sit positive, ligefremme væsen og sin evne til at lytte til andres mening. Man kunne altid stole på hans ord.
Sin største indsats gjorde han som formand for Lægeansvarsudvalget, bl.a. i den såkaldte Hildensag, hvor hans store engagement satte sig spor i den senere retspraksis om passiv og aktiv dødshjælp.
Privat var han en renæssanceskikkelse. Han elskede fester og skabte sig talrige venner med sit åbne og muntre væsen. Patienterne elskede ham, fordi han tålmodigt hørte på dem og på grund af hans empatiske indstilling. Han var udpræget handlingsmenneske, og der var aldrig langt fra tanke til handling. Et godt eksempel på dette er, at han under besættelsen som 16-årig dannede sin egen modstandsgruppe, som opererede omkring Roskilde, bl.a. med opsamling af nedkastede våben.
I sine senere år var han plaget af alvorlige sygdomme og indlæggelser, og til sidste døde han af en cancer. Han bar alle disse plager med stor tålmodighed og døde, som han ønskede det: i hjemmet omgivet af sine nærmeste.
Ved hans død er jeg taknemmelig for at have haft et årelangt venskab.
Al vor medfølelse går nu til Gyda, som var ham en uvurderlig støtte gennem de sidste svære år.