30.12.1914-10.12.2004
Ole Jonshøj var et sjældent talentfuldt menneske. Han var praktiserende læge og af hjertet sine patienters mand. Jeg tør sige, at enhver af hans patienter vidste, at han ville hjælpe dem, til de ikke mere havde hjælp behov.
En nekrolog kan så let blive en opremsning af alle de fortjenester, der i det ydre afspejler det liv, der blev den respekterede samfundsborger til del. En sådan nekrolog kan også skrives om Ole Jonshøj. Men der kan også skrives om et menneske, der havde den visdom, et langt lægeliv kan give, hvis man er opmærksom og lydhør i samspillet med sine patienter.
Jeg lærte Ole Jonshøj at kende i 1972 som praksislæge, da jeg selv var student. Han lyttede - også til et ungt menneske - og han behandlede mig som kollega, endnu inden jeg selv var sikker på, jeg nogensinde ville kunne gennemføre studiet.
I 1986 udkom »Min Onkels Violin«, den første af Ole Jonshøjs novellesamlinger. Jeg skrev til ham og fortalte, hvor meget disse dejlige noveller havde glædet mig, og det blev indledningen til en korrespondance, der skulle komme til at forløbe over 15 år, og til et venskab der varede til hans død. Ole Jonshøjs noveller er skrevet i et smukt sprog og mættede med psykologisk indsigt og med viden - om violinbygning, om kirkehistorie, om orientalske tæpper, om Roms trylleri - men frem for alt med mildhed og forståelse for alt det, der også er et menneskeliv.
Han skrev viser med vid og humor, og han skrev dejlig musik til dem. Det var en stor glæde, når han var på besøg, og han satte sig til flyglet og selv sang og spillede disse viser. Han havde aldrig lært noder, men brugte hele klaviaturet i afstemt harmoni.
En tredje udtryksform var lærred, farver og pensel. Oles skagensbilleder var hav og strand og klit med vindens bevægelse og i alle nuancer af blåt, tydeligvis mest malet om sommeren - også det talent havde han.
Annette gjorde Oles sidste år lykkelige. Den allersidste tid var præget af demens, men selv da bevarede han den værdighed, der havde kendetegnet al hans færden hele livet.
Sønnerne Rolf, Sten og Mads har sammen med os, der har kendt Ole Jonshøj, fået en ledetråd og et smukt minde.