Ole Helmig var født i Aalborg. Hans livsgerning blev beseglet, da hans skolekæreste og sidekammerat i en skoletime døde af en blodstyrtning forårsaget af en tuberkulose. Han ville være tuberkuloselæge.
Efter embedseksamen i 1954 havde han forskellige ansættelser med et ortopædisk sigte. Fra 1959 var han i fire år dog ansat på Tuberkulosehospitalet i Juelsminde, hvor han påbegyndte sit disputatsarbejde om knogletuberkulose, som han forsvarede i 1971. I 1968 blev han ansat førstereservelæge på ortopædkirurgisk afdeling på Århus Kommunehospital. I 1971 blev han overlæge, og i 1982 overtog han stillingen som administrerende overlæge. I 1989 blev de ortopædkirurgiske afdelinger på Ortopædisk Hospital og Århus Kommunehospital fusioneret med ham som ledende overlæge.
Helmig var en god kirurg. Vi så ham ofte i fuld vigør iklædt hvide smækbukser og kortærmet bomuldsskjorte. Han forstod dog at uddelegere opgaver til sine førstereservelæger, som jo skulle kvalificeres til fremtidigt arbejde i en af hans afdelings mange nye sektorer.
Helmig prægede afdelingen med sin humanisme, sit positive livssyn og sin sans for humor. Han kendte sit personale. Stuegange og konferencer var præget af hans personlige fremtræden med pibe og øjnene næsten forsvundet i smilerynker. Han havde altid tid til en bekymret patient og levede til fulde op til sygehusets motto: stundom at helbrede, ofte lindre men altid at trøste. Konferencerne kunne udvikle sig til stjernestunder, hvor Helmig med en streg i panden fortalte utrolige beretninger fra sit liv. Også røntgenkonferencerne var tilløbsstykker med gennemgang af alle patienter. Her lærte de ældre læger de yngre at kende – og behandlingsprincipper og afdelingens gode tone blev konstant holdt i hævd. Ole Helmigs humor og musikalitet gjorde ham til en efterspurgt fest taler. Han var dansk medicins Victor Borge.
Da Ole Helmig gik på pension i august 1996, blev han naturligvis kørt rundt i sin by i en lyserød åben limousine. I sit otium havde Helmig konsulentarbejde, deltog i kulturelle aktiviteter samt havde en stor foredragsvirksomhed – især om humor i medicinen. Hans familie betød gennem hele livet meget for ham. Han efterlader sig sin hustru Eva og sine fire børn.
Helmig bevarede sine åndsevner til det sidste og accepterede slutningen på et godt liv. Han sov stille ind omgivet af sine nærmeste.
Et bemærkelsesværdigt menneske er ikke mere.
Æret være Ole Helmigs minde.