Ole Evald Hansen

5.2.1927-7.9.2005Neurologien har mistet en fremragende kliniker ved Ole Evald Hansens død. Ole Evald, som han kaldtes, Ole Hansen, som han gerne præsenterede sig selv, var neuromediciner med rette, solidt skolet i intern medicin i Århus, i Thisted hos den navnkundige Holger Nielsen, der blev hans idol, i Oklahoma, USA, og i kardiologi i London. Supplerende neurologisk uddannelse hos Mogens Lund på Amtssygehuset i Glostrup inspirerede ham og fik ham til at fortsætte sin uddannelse i neuromedicin sideløbende med et videnskabeligt engagement i sammenhængen mellem urinsyregigt og hjerneblodpropper. En hospitalskarriere lå lige for, men hans disputatsarbejde blev ikke antaget, og vred og kompromisløs, som han kunne være, forlod han karrieren for i 1970 at etablere sig med en speciallægepraksis i Lyngby.Årene som speciallæge bekom ham godt; han havde udpræget patienttække, charmeredes af og forstod sine patienter - og var vel også påvirket af faderens lægevirksomhed i et landdistrikt på Horsens-egnen. Men faget neurologi savnede ham i en større sammenhæng, og Paul Thygesen fik ham i 1979 tilbage til hospitalsneurologien på Amtssygehuset i Gentofte, hvor han virkede som overlæge frem til sin pensionering i 1994. Også her trivedes han i det kliniske arbejde; mesterlæren for neurologer under uddannelse lå ham stærkt på sinde, han udtrykte sig præcist, prægnant, ofte lapidarisk, og han gennemskuede og foragtede en overfladisk indsats, der kunne gøre ham barsk og studs, men hans engagement i patienterne og medarbejderne var umiskendeligt og hans humoristiske sans betydelig.Ole Evald Hansen nåede meget: Han var i en periode sekretær i Dansk Neurologisk Selskab, han var optaget af socialneurologien som konsulent i Invalideforsikringsretten og senere i Københavns Amt, han bidrog til Paul Thygesens efterundersøgelser af krigssejlere, og han havde neurologiske arbejdsperioder i Baghdad, Grønland og Norge.

Tennisspil var en foretrukken fritidsinteresse, også længe efter at en Dupuytren-kontraktur havde knyttet hænderne voldsomt.

De sidste år blev tunge og bitre for ham selv og hans omgivelser, men sansen for andre mennesker og for godt lægeligt arbejde forblev usvækket.