10.8.1968-8.11.2015
Overlæge i kardiologi ved Aalborg Universitetshospital Ole Eschen døde den 8. november 2015 efter nogle måneders alvorlig sygdom. Han blev genoplivet ved en surfulykke i april 2015.
Vi lærte Ole at kende for knap ti år siden i forbindelse med etableringen af Dansk Cardiologisk Selskabs arbejdsgruppe vedrørende arvelige hjertesygdomme. Vi mødte Ole som en ihærdig yngre læge med ansættelse på Aalborg Universitetshospital. Han brændte for at etablere den første klinik i det nordjyske, hvor patienter og deres slægtninge med mulig arvelig hjertesygdom kunne udredes og behandles. Ikke mindst takket været Oles store indsats er der udviklet en sådan særdeles velfungerende klinik på Kardiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital. Ole tilbragte en periode på Kardiologisk Afdeling B, Rigshospitalet, med det formål at tilegne sig yderligere viden inden for området arvelige hjertesygdomme, samt at opnå yderligere erfaring i implantation/ekstraktion af pacemakere og ICD’ere.
Ole var en central bidragyder i udformningen af de danske guidelines inden for området og skrev flere patientvejledninger om arvelige hjertesygdomme, ligesom han også var medforfatter/reviewer på den årlige Nationale Behandlingsvejledning (NBV’en).
En lang række nationale og internationale forskningsresultater om arvelige hjertesygdomme er publiceret inden for de seneste år, og her har Ole været garant for, at Region Nord har været en vigtig del af forskningen.
Ole har lagt en stor arbejdsindsats i vores arbejdsgruppe, først som menigt medlem, siden som medlem af nucleus, to år som næstformand, og fra januar 2015 som formand.
Det var altid hyggeligt at mødes til arbejdsgruppemøderne, Ole var engageret, bidrog med faglige indlæg, og han medbragte ofte cases fra det nordjyske, som vi alle blev klogere af at drøfte.
Ole var idrætsmand, altid sportstrænet og i rigtig god form, han kunne løbe langt, elskede at surfe og at rejse til eksotiske steder.
Vi savner Ole, hans gode humør og hans faglighed. Han var en god ven, en fantastisk og meget respekteret samarbejdspartner, en god forsker og en god kardiolog.
Vores tanker går til Oles nærmeste familie.
Æret være hans minde.
På vegne af Dansk Cardiologisk Selskabs arbejdsgruppe for arvelige hjertesygdomme
Finn Lund Henriksen