13.6.1937-29.12.2015
Ole Asbjørn var praktiserende læge med en enestående lægelig viden og karriere. Derudover var han en ven af min familie igennem 35 år. Mine forældre mødte Ole og hans hustru Vivi igennem fælles venner i Elfenbenskysten, hvor vi boede, da jeg var barn i starten af 1980’erne. Da vi senere flyttede til Danmark, blev Ole vores familielæge. Han gav min bror og mig vores børnevaccinationer og troppede op med lægetasken i hånden hjemme hos os, når vi var syge. Vi holdt jul hos familien Asbjørn det første år, vi var i Danmark, og flere gange derefter, og det var hos dem, at vi lærte om dansk jul og danske juletraditioner.
Min far sammenligner Ole med landsbylægerne i Iran og siger, at der ikke findes læger som ham mere. Oles dedikation til sine patienter var tydelig, når han tog på sygebesøg midt om natten, uden for vagt og i al slags vejr. Da jeg overvejede medicinstudiet, besluttede Ole at vise mig, hvad lægearbejdet indebar, ved at tage mig med på arbejde og efterfølgende hjemmebesøg. Ved hvert hjemmebesøg gik han forrest og spurgte patienterne om lov til at tage en ”fremtidig kollega” med ind. Som18-årig gjorde de ord stort indtryk på mig.
Ole var et multitalent og havde en utrolig stor kulturel og musikalsk viden. Jeg husker mange bilture med ham og P2 Klassisk i radioen. Han kendte komponist og navn på ethvert stykke klassisk musik efter de første par takter. Han læste flere bøger på et år end andre læser på et liv, og han huskede alt, han havde læst. Hans tørst for ny viden var umættelig.
I hans sidste tid oplevede jeg en sårbar, men pragmatisk Ole, der så det uundgåelige i øjnene og selv bestemte slagets gang. Også i de sidste dage bevarede han en utrolig værdighed, spækket med humor og ironi. Da min mor var bekymret for at smitte ham med sin forkølelse ved at give et farvelknus, sagde han: ”Kom nu – jeg har kræft, det kan umuligt blive værre!”
Da Ole gik på pension, blev han spurgt om fremtiden for læger som ham i solopraksis og svarede: ”Jeg er den sidste hanelefant, der dør”. Ole var mange ting for mange mennesker, og til begravelsen var der flere fremmødte, end der var siddepladser i kirken. Begravelsen blev afsluttet med sangen ”Elefantens vuggevise” efter Oles eget valg.
Du bad mig fortælle et eventyr – nu sover du sødt allerede.
Sov godt Ole, du gamle ronkedor.
Azadeh Houshmand-Øregaard