Medlem i

13 years 1 month
components

13.6.1937-29.12.2015

Ole Asbjørn er død, efter at han for nogle måneder siden meget overraskende fik konstateret en inoperabel coloncancer.

Ole blev læge fra Københavns Universitet i sommeren 1967. I sine unge dage spillede han på det danske landshold i håndbold, hvor han var en solid backspiller. Han gennemgik en lang og grundig uddannelse ved en række Københavnske Hospitaler.

I oktober 1974 nedsatte han sig som praktiserende læge i en solopraksis i Avedøre Stationsby, han var den første læge i det nyopførte byområde. Ole var elsket af sine patienter og dybt respekteret af sine lægekolleger. Han skrev en række lærebøger for nyudannede læger, bl.a. Memo Medica, som var en overvældende succes, som næsten alle læger bar i deres kittellomme. Senere var han medforfatter til meget populær lærebog i obstetrik og gynækologi. Han var i 1964 konsulent for Munksgaards Forlag. Han skrev en række artikler bl.a. om Data Protection and Confidentiality in Health Informatics og var forfatter til en lang række oversættelser og tidsskriftsartikler. I en årrække var Ole lægesagkyndig konsulent for Patientklagenævnet.

I 1975 blev Ole indvalgt i praksisudvalget i Københavns Amt, og det skulle blive starten på en lang lægepolitisk karriere. Han var medlem af PLO's bestyrelse og senere næstformand for PLO og medlem af DADL's hovedbestyrelse og senere udnævnt til først vicepræsident og dernæst præsident for UEMO (den europæiske forening af praktiserende læger). Ole holdt gæsteforelæsninger om bl.a. det primære sundhedsvæsen i Kina og i en lang række europæiske byer. Han modtog SIMG – sølvmedaljen i Italien 1989, den portugisiske lægeforenings æresmedalje i 1989 samt byen Paris' æresmedalje og den franske lægeforenings æresmedalje i 1992 for sin enestående indsats for almen lægepraksis i Europa.

Efter sin pensionering tog Ole ofte langvarige vikariater i Grønland. Med sin store lægelige og kirurgiske erfaring gjorde han en værdifuld indsats Han nød livet i Grønland ofte sammen med Vivi.

Ole var musikelsker og havde en meget stor viden om klassisk musik og specielt var han optaget af operamusik.

For fire år siden overlevede Ole en livsfarlig komplikation i forbindelse med en bypassoperation og skrev senere en meget omtalt redegørelse om forløbet i dagspressen.

Ole var et udpræget selskabsmenneske og en god ven, og han og Vivi samlede ofte den store vennekreds i deres smukke hjem i Hørsholm. Ole opretholdt en tæt forbindelse til flere af sine gamle kolleger i Lægeforeningen.

Da Ole fik sin cancerdiagnose og indså, at hans sygdom var inoperabel, talte han fuldstændigt åbent og objektivt om sin tilstand, og han bestemte i detaljer, hvordan hans sidste tid skulle forløbe. Ole gjorde som et gammelt citat lyder:» Det er klogt og modigt at gå det uundgåelige lige i møde«. Vi, der fulgte ham, oplevede igen en Ole, der indgød os meget stor menneskelig respekt.

Ole efterlader sig foruden sin hustru Vivi, børn og børnebørn. Vores tanker går til dem. Ole vil blive savnet af os alle.

Æret være hans minde.

Per Hors

Hans Trojel

Jes Skjold Henriksen

Henning Borch Nielsen

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes