10.02.1953-05.12.2004Dansk mamma- og endokrinkirurgi har mistet en af sine ypperste udøvere. Nis havde en alvorlig koronarokklusion for halvandet år siden. Takket være sin gode fysik og vilje restituerede han sig hurtigt og kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang ved brystkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, men pludseligt faldt han om med hjertestop. Nis var anerkendt og højt respekteret for sin faglige indsats i mamma- og endokrinkirurgi, og han var en af pionererne i udviklingen af teknikken omkring sentinel node.Allerede tidligt i karrieren fattede Nis stor interesse for mamma- og endokrinkirurgien, og for knapt fem år siden blev han ansat som specialeansvarlig overlæge på Odense Universitetshospital. Det lykkedes for Nis at opbygge afdelingen for brystkirurgi til at være en af landets førende og indførte bl.a. hotelkonceptet til stor tilfredshed for patienterne. Nis var kompromisløs, når det gjaldt patienternes ve og vel. Han stillede ikke kun store krav til sine medarbejdere, men også til sig selv, hvilket resulterede i en meget stor og til tider urimelig arbejdsbyrde i det daglige.Nis Ryttov var et elskeligt og godt menneske. Han var dog ikke uden sine meningers mod, og temperamentet manglede heller ikke noget, men når det blev luftet, var det dog altid med respekt for hans medmennesker. Han var god til kort og præcist at ridse en problemstilling op, og han havde altid en løsning. Nis var sports- og naturinteresseret. Han kunne spotte alle slags dyr i naturen førend alle andre og var derfor en god jæger. Sportsfiskeri interesserede ham også meget, og i det sidste års tid tilbragte han mange timer på golfbanen sammen med sin hustru - Susanne.
Nis var et menneske, som alle kun kunne holde af. Hans pludselige død er et stort tab for Odense Universitetshospital, for kollegaer, plejepersonale og venner. Tabet er dog endnu større for hans højt elskede familie, Susanne og deres tre børn.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type