Medlem i

13 years 1 month
components

10.2.1953-5.12.2004Nis Ryttov døde pludseligt 51 år gammel. Efter at have uddannet sig inden for fagområdet, bl.a. på Odense Universitetshospital og senere på H:S Rigshospitalet, blev Nis overlæge med specialeansvar for den endokrin- og mammakirur- giske funktion i Odense, en stilling hvortil der blev stillet store forventninger, som Nis honorerede til fulde. Samvittighedsfuldt varetog han opgaven og videreførte det gode ry og den høje kvalitet, som afdelingen var kendt for.Nis befandt sig godt med sit virke og var en fornem repræsentant for sit fag. Han besad kirurgiens vigtigste dyder og forstod at forvalte det integrerede tværfaglige samarbejde omkring patienterne. Indsatsen var ikke uden omkostninger, og hvis Nis gav udtryk for, at omlægning af funktioner eller ændringer var nedslidende, var det med begrundelsen, at de var hæmmende for den faglige indsats.Nis havde fokus på patientens tarv og var meget afholdt af sine patienter. For de af os, der har prøvet at overtage hans patienter, blev man ofte mødt med bemærkninger som »Jeg plejer nu at blive set af Nis Ryttov«.

Nis Ryttov ydede også en betydelig indsats i organisering af brystkræftkirurgien på landsplan. Han var medlem af DBCG's kirurgiske udvalg og har haft stor indflydelse på implementeringen af nye kirurgiske behandlingsprincipper. Vi, der har nydt samarbejdet med Nis, vil savne den sindige, men alligevel kontante facon, hvormed han i en diskussion, der kørte i ring, kunne skære igennem, konkludere og skabe konsensus.

Nis var en højt værdsat, fagligt dygtig kollega, man lyttede til. For os, der havde den glæde at kende ham både som kollega og som personlig ven, fremstod Nis altid som en hjælpsom, hyggelig, lun og munter fyr, der dog ikke var uden temperament. Den anerkendelse og anseelse han nød blandt os, udtrykkes måske bedst med, at »Nis var en kollega og et menneske, man gerne ville respekteres af«.

Nis Ryttovs alt for tidlige død efterlader et stort tab og savn blandt kolleger og venner.

For familien er tabet og savnet af en kærlig far og ægtemand langt større, og vore tanker går til Julie, Jacob, Thomas og Susanne.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes