Medlem i

13 years 1 month
components

27.10.1947-27.4.2014

Lægeforeningens tidligere chefjurist, Nils Michelsen, er død efter kort tids sygdom – kun 67 år gammel.

Nils blev ansat i Lægeforeningens sekretariat i 1981 efter at have indledt sin karriere som jurist i Københavns Kommunes social- og sundhedsforvaltning. I 1995 blev han chef for den nyoprettede juridiske afdeling i Lægeforeningen. Han havde omfattende indsigt og forståelse for lægeetiske spørgsmål, som han gennem de mange år også arbejdede med i forbindelse med Lægeforeningens deltagelse i internationale lægeorganisationer. Desuden var hans viden om patienters rettigheder og lægejura legendarisk. Han har i høj grad været toneangivende i Lægeforeningens holdning i de år, hvor oprettelsen af Patientklagenævn og de meget omtalte lægeansvarssager (f.eks. Plejebosagen) belastede lægestandens renommé. Ligeledes var han i høj grad medvirkende til at fastholde den lægelige tavshedspligt, f.eks. over for forsikringselskabernes ønsker om ubegrænset adgang til kunders journaler og arbejdsgiveres krav om adgang til ansattes helbredsoplysninger.

Som henholdsvis lægekonsulenter og afdelingsleder i Lægeforeningens juridiske sekretariat har vi alle arbejdet tæt sammen med Nils i en årrække og nydt godt af hans stilfærdige facon og evne til at gøre juraen fuldt forståelig for ikkejurister. Han var et fint og reelt menneske og simpelthen en god chef.

Hans sidste arbejdsår blev belastende for ham – nye og i hans øjne urimelige krav førte til tidlig pensionering i 2010 og bidrog måske også til hans for tidlige død.

I privatlivet var Nils centrum for en stor familie, og både den og de af os, der fortsatte kontakten efter hans pensionering, nød godt af bl.a. hans store historiske viden og lune humor.

En hædersmand og ven, som vi vil savne.

Carl Bryld

Bjørn Christau

Niels Fabricius-Bjerre

Alice Guldbrandsen

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes