Medlem i

13 years 1 month
components

9.2.1947-14.5.2016

 

Nils Foged døde den 14. maj 2016 efter fire måneders svær sygdom pga. lungekræft. Den sidste tid tilbragte Nils på Hospice Fyn, hvor han var glad for at være og var i stand til at reflektere over et godt og indholdsrigt liv.

Nils voksede op og blev student i Viborg og blev cand.med. fra Aarhus Universitet i 1973. Fra 1975 valgte han den pædiatriske løbebane, var speciallæge i pædiatri i 1984 efter ansættelser i Kolding og Odense og subspecialiserede på en nefrologisk specialafdeling i Odense. Han var overlæge ved Børneafdelingen i Kolding, før han kom til Odense Universitetshospital som specialeansvarlig overlæge for pædiatrisk nefrourologi, hvor han etablerede en velfungerende, højtspecialiseret funktion i tæt samarbejde med nefrologi, karkirurgi og anæstesiologi. Nils var tovholder i dette samarbejde, som også varetog nyretransplantationer hos børn for Vestdanmark med resultater på internationalt niveau.

Nils udviste stor empati, indsigt og ydmyghed. Han var de nyresyge børn og deres familiers advokat i bred forstand. Som underviser var han engageret og inspirerende for studenter og kolleger. Han var klinisk lektor ved Syddansk Universitet og underviste på kurser for vordende speciallæger i pædiatri i nefrourologi, neonatologi samt klinisk farmakologi, i en årrække som kursusleder.

Som kollega var han hjælpsom og omhyggelig. Han var nysgerrig, flittig og vedholdende til det stædige og var afdelingens kliniker par excellence ved udredning af komplicerede lidelser. Således var han stærkt medvirkende til opklaring af, at urin fra rødmus i området nær Gudme på Sydfyn var smittekilde til nephropathia epidemica. Han fortalte med glød i stemmen om, hvorledes veterinærer indfangede mus fra området og ved vævsprøver påviste, at musene var smittebærere.

Nils var altid parat til at give gode råd – døgnet rundt – og han var god til at give feedback. Nils gik på pension som 65-årig og fik fire gode år med mere tid til familien, og han fik også stor glæde af sin interesse for musik og spillede selv guitar med stor entusiasme.

Karakteristisk for Nils bevarede han kontakten med mange tidligere patienter og deres familier. Han vil blive savnet af mange, af kolleger og alle, der stod ham nær.

Vore tanker går til Nils’ hustru Lene og børnene Thomas og Katrine samt de seks børnebørn. Æret være hans minde!

 

Jens Kamper

Karen Konstantin-Hansen

Mette Neland

Mogens Hüttel

Niels Fisker

Per Wittenhagen

Susanne Halken

Arne Høst

 

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes