27.5.1936-20.2.2009
Niels Tygstrups enestående intellekt, videnskabelige nysgerrighed og arbejdsevne var intakt indtil de sidste måneder. Han fik meget stor betydning for intern medicin, bl.a. ved at samle og grundlægge hepatologien i Danmark og internationalt. Hans tillidsposter og udmærkelser lader sig dårligt opremse.Hans talent var at overskue og analysere store og komplekse informationsmængder og nå til kerneelementet. Han havde et intuitivt eksperimentelt talent, så forsøgene aldrig mislykkedes. Hans arbejde førte til nye faglige paradigmer, metoder og fagområder.Hans vigtigste indsats var den »kvantitative hepatologi« - alt skal gøres måleligt og måles for at kunne vurderes. Hele livet stræbte han efter det ideelle mål for leverens funktion, hvor han udviklede og anvendte avancerede fysiologiske metoder og modeller, bl.a. the Galactose Elimination Capacity (GEC). Artiklerne fra samarbejdet med Kjeld Winkler er blandt fagets arvesølv. Han ydede også banebrydende bidrag til klinisk kontrollerede undersøgelser og biostatistik. I sine modne år uddannede han sig i molekylærbiologi. Han ville undersøge, hvordan leveren prioriterer sin genekspression efter en skade, for at få svar på, hvilke funktioner der for leveren selv er essentielle.
Han blev i en ung alder professor på Rigshospitalet. Han var en pryd for standen: en høj og rank mand med et klart blik og fastholdte saglige argumenter uden hensyn til politisk korrekthed. Hans fokusering og kritiske sans inspirerede et stort antal kolleger. Han havde en nøgtern tilgang til patientbehandling. Den skulle bero på sikker viden, en udfordring for både yngre og ældre kolleger.
Han havde et ligefremt humør og en enkel sans for humor. Han levede spartansk, men havde sans for livets gode sider, hvor han kyndigt gik efter kvalitet. Han var ubetinget trofast over for sine personlige sympatier. Han søgte ikke megen omgang, men samværet var altid frisk, engageret og muntert.
Han har ydet meget og havde stadig mere at yde. Hans død er et stort tab for os, der kom til at sætte ham højt på det faglige og personlige plan.