Medlem i

13 years 1 month
components

12.07.1923-11.01.2011

En af dansk endokrinologis pionerer, professor Niels Schwartz Sørensen, er død. I en alder af 87 år var Niels frisk og aktiv, indtil han blev udsat for en faldulykke. Niels blev læge i 1951, og i 1960 forsvarede han sin biokemiske disputats, som var udført på Niels Steensens Hospital. Samme år kom han til Århus Amtssygehus, hvor han fire år senere blev overlæge. Efter 27 år på Medicinsk Afdeling virkede han fra 1991-1996 som adjungeret professor i endokrinologi ved Aarhus Universitet. Niels opbyggede endokrinologien på Århus Amtssygehus, som han også udviklede til et internationalt respekteret forskningscenter for diabetes, adipositas og knoglemetabolisme. Han varetog mange tillidshverv, bl.a. i Den Centrale Videnskabsetiske Komité, Diabetesforeningen, Nordisk Insulin Fond og Jydsk Medicinsk Selskab, hvor han var formand og æresmedlem. Som anerkendelse af hans betydning for dansk endokrinologi blev der i 1992 stiftet Professor Niels Schwartz Sørensens Hæderslegat, som hvert år tildeles et talent inden for diabetesforskning.

Der er mennesker, som man aldrig glemmer, og som man er taknemmelig for at have truffet. Et sådant menneske var Niels. Hans lyse humanistiske livssyn lå til grund for de mange opgaver han gik ind i. Han betragtede ydmygt sine evner, sin faglige indsigt, den smittende begejstring og overskuddet af energi under den synsvinkel, at han havde fået det til deling. At blive mødt af hans tillid og opmærksomhed som mentor og at få adgang til hans videnskabelige væksthus var noget særligt, som på rigtig mange områder fik betydning for vores og andres liv. Under sådanne vejledermøder fyldtes rummet med hans ufatteligt store viden om biokemi og metabolisme. Stemningen var i dur, og hans tanker sprudlede, gik i mange uventede retninger - sjældent lineært og oftest uden fastlåsende strukturer. Det var som at opleve små og store intellektuelle eksplosioner.

Ud over sit lægelige og videnskabelige engagement havde Niels mange andre passioner: ægteskabet med Gy og livet med familien, men også lystlandbruget uden for Århus, litteratur, fotokunst og bogbinderi.

Over Niels Schwartz Sørensens minde ligger der et lys, der fremkalder mange glæder og megen taknemlighed.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes