23.09.1940-02.01.2010
Niels Peter Kromann døde som 69-årig på sin fars fødselsdag, 19 måneder efter han fik diagnosen dissemineret nyrecancer.
Som den førstefødte hos lægerne Agnethe og Boy Kromann voksede han op på sit elskede Frederiksberg med fire søskende Anne, Per, Hans og Klaus. Han besad en misundelsesværdig fandenivoldskhed og en stærk udlængsel. Som teenager rejste han verden tynd fra sommerferiens første dag til skolestart.
Under medicinstudiet fik han sammen med Bodil børnene Jonas Olden og Elin Kristine. Ægteskabet varede i otte år. Under en af sine mange ansættelser på Grønland mødte han i 1970 Inger. De blev sammen til hans død. Det blev til fem sammenbragte børn og et fællesbarn. Niels var fascineret af grønlænderne, de primitive vilkår og jagten i den storslåede natur. Et sabbatår foregik som fangerfamilie. Det, der kom med hjem fra jagt, udgjorde føden ... selv en uheldsramt slædehund.
Modet eller dumdristigheden var kendetegnende. Han murede uforfærdet skorsten i otte meters højde og modtog to år Dansk Drageflyverunions gyldne krykke for det mest spektakulære uheld uden døden til følge.
Atten år efter kandidateksamen blev han speciallæge i dermatovenerologi. Han nægtede at tage overlægestillinger under henvisning til, at de knoklede for meget med for lille en gevinst. Alligevel var han en arbejdshest og med sin fotografiske hukommelse bekom dermatologien ham godt. Arktisk medicin var hans forskningsområde. Flest vil huske arbejdet med Qilakitsoq-mumierne bl.a. nævnt i National Geographic i 1985. Fra 1987 til 2000 havde han en veldrevet hudlægepraksis i Helsingør. Som 60-årig solgte han praksis og helligede sig livet med sin kone.
Hænderne var skruet godt på, og han byggede flere huse, lavede guldsmedearbejde og til den intellektuelle udfordring dyrkede han slægtsforskning, fotografi og rejste.
Gennem sygdomsforløbet med den barske livsforlængende behandling var modet højt: »Jeg er ligesom en gammel hund: Den logrer lige meget, hvor syg den er«.
Niels var et ekstraordinært og arbejdsomt menneske med et stort varmt hjerte. Han var frygtløs, gav aldrig op og intet var ham umuligt. Derfor var det med tunge hjerter, at vi så lyset slukkes i hans øjne i de sidste timer.
Æret være hans minde.