28.3.1918-3.5.2006Dr.med., h.c., læge Niels Harboe, vores gamle mentor og ven, en original af stort format, satte sig dybe spor i dansk forskning og erhvervsliv.Harboe grundlagde i 1949 Proteinlaboratoriet i små kælderlokaler i Institut for Almen Patologi ved Københavns Universitet. Da laboratoriet i 1966 uventet måtte flytte, lejede og indrettede han for egen regning en nedlagt brødfabrik, hvor laboratoriet overlevede. Harboe fik en næse af rektor Mogens Fog, som dog samtidig sørgede for, at laboratoriet fik nyindrettede lokaler i Rådmandsgadekomplekset.Harboe tiltrak mange medarbejdere, som han fodrede med ideer, og med udviklingen af immunkemisk teknik fik laboratoriet stor international gennemslagskraft. Disputatsskriveri og det akademiske liv interesserede ham mildt sagt ikke, og efter 1964 publicerede han kun to videnskabelige artikler, hvoraf det ene dog blev en af tidens mest citerede danske biomedicinske arbejder.
Baseret på den udviklede immunkemiske metodologi grundlagde Harboe i 1966 den familieejede virksomhed Dakopatts (DAKO-Cytomation) og stod nogle år senere også bag udviklingen af ALK-Abello. I en årrække var medarbejdere fra virksomhederne udstationeret på Proteinlaboratoriet, som således var en forskerpark, langt før dette begreb blev moderne i Danmark. De to selskaber har nu tilsammen 2.500 medarbejdere og havde næppe eksisteret uden Harboes indsats. Harboe var endvidere bestyrelsesmedlem/formand i Chr. Hansens Laboratorium, i H. Lundbeck, og i Lundbeckfonden og øgede i betydelig grad støtte til dansk universitetsforskning.
Niels Harboe grundede dybt over livet og dets tilskikkelser og havde en horisont, der rakte langt ud over de faglige og erhvervsmæssige interesser. Han vil blive husket af usædvanligt mange, som han på sin venlige, humoristiske og imødekommende måde inspirerede eller hjalp. Selv om han blev meget velhavende, levede han beskedent. Ydre tegn på personlig succes interesserede ham ikke bortset fra den æresdoktorgrad, som Københavns Universitet tildelte ham i 1989 som anerkendelse for hans store og fremsynede indsats.
Æret være hans minde.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type