Niels Knudsen
8.6.1929-26.5.2013
Niels blev født i Jullerup på Fyn, hvor hans far var praktiserende læge. Han blev kandidat i 1957. Under sin ansættelse på Kardiologisk Afdeling, daværende Århus Kommunehospital, blev han engageret i lungemedicinen og forsvarede i 1973 sit disputatsarbejde om lungearteriografi og lungefunktion ved lungecancer. Han valgte at udvikle specialerne lungemedicin og allergologi frem for kardiologi. På det tidspunkt var lungemedicin underlagt den kardiologiske afdelings administration. Niels udvirkede, at der i 1970 blev etableret en selvstændig lungemedicinsk afdeling med ansvar for lungemedicin, ptisiologi og allergologi. Mens han var chef for afdelingen, udviklede den sig fra at være et sted med hovedsagelig tuberkulose som indsatsområde til at blive landets måske førende afdeling med specialafsnit for obstruktive lungesygdomme, restriktive lungesygdomme, astma og allergi, lungecancer samt et laboratorium for inflammationsforskning og allergologi. Niels fik i 1980 et bronkoskop til afdelingen, og den lungemedicinske afdeling blev den første i Danmark til at udvikle bronkoskopi inden for diagnostik af lungesygdomme og lungecancer. Lang tid før pakkeforløb blev populære, etablerede han denne måde at arbejde rutinemæssigt på for diagnostik af lungecancer. Som et eksempel på hans interesse for allergologi kan nævnes, at der allerede i 1975 blev etableret en funktion for allergivaccination mod bi- og hvepseallergi.
Niels var lektor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og han grundlagde studenterundervisningen inden for lungemedicin og allergologi ved Aarhus Universitet. Han var værdsat blandt studerende og kolleger som en underviser med klare budskaber for forståelse og indlæring.
Niels havde de naturlige evner som en god leder og kunne få det bedste ud af den enkelte og af de konstante krav om omformninger og effektivisering. Han var samtidig en værdsat kollega, som var god at spørge til råds om både faglige og sociale forhold.
Niels havde et stærkt engagement som overlæge i forsvaret og afsluttede denne del af karrieren som major. Hans kreative evner blev i mange år udtrykt med små tegninger, og senere udviklede han sig til en habil akvarelmaler. Niels var fra den tidligste ungdom stærkt knyttet til sin norskfødte hustru, Oddny Erdal. Oddny døde seks dage inden Niels forlod os, og savnet gælder dem begge. Tankerne går til deres tre børn Kristin, An-Magritt og Terje og deres familier i denne svære tid.
Ære være hans minde.