8.7.1929-22.4.2011
Niels Hobolth døde langfredag efter længere tids alvorlig sydom. Niels blev kandidat i 1955 med præ. Efter at have gennemført specialistuddannelse i pædiatri blev han i 1966, 36 år gammel, udnævnt til overlæge på den nyåbnede pædiatriske afdeling på Kolding Sygehus. Det skete efter et bevidst fravalg af en akademisk karriere, som han var prædestineret til. Det tiltrak ham at møde den udfordring, der lå i at skabe sin egen afdeling, vel vidende at han mødte en vis skepsis fra forskellige sider. Oprettelsen af børneafdelingen i Kolding skete på et tidspunkt, da flere amter begyndte at oprette selvstændige børneafdelinger, dog uden at nødvendige ombygninger fulgte med. Niels måtte derfor påbegynde sin gerning i et tidligere børneafsnit på en medicinsk afdeling og måtte gradvist, men stædigt tilkæmpe sig mere plads. I de første år trak han et stort læs, indtil det lykkedes at få normeret det nødvendige antal stillinger. På alle områder prægede pionerånden hans virke. Alt blev gennemført efter nøje planlægning og med stor grundighed, undertiden med utraditionelle løsninger, og han opbyggede hurtigt en stor og velfungerende børneafdeling.
Han lagde stor vægt på samarbejdet med andre børneafdelinger og var medstifter af Jyske Pædiatere, der havde et såvel fagligt som socialt formål.
Niels var i en periode formand for Dansk Pædiatrisk Selskab og generalsekretær i Nordisk Pædiatrisk Forening, som belønnede hans indsats med et æresmedlemskab. Han var desuden lektor i pædiatri ved Aarhus og Odense Universitet.
Efter pensioneringen vikarierede han i en længere periode i det nordlige Norge.
Familien erhvervede for mange år siden et nedlagt husmandssted på Mors med udsigt over Thisted Bredning. Hans pionerånd blev atter sat på prøve. Det vindomblæste sted blev Annes og hans lille paradis. Derfra kunne han også dyrke den mangeårige interesse for sejlsport og fritidsfiskeri, og her kunne Anne og han samle de talrige venner og familien til festlige sammenkomster.
Niels var en fremtrædende skikkelse i dansk pædiatri.
Æret være hans minde!