8.7.1929-22.4.2011
Med Niels Hobolths død den 12. april 2011 afsluttedes et kapitel i Kolding Sygehus' Pædiatriske Afdelings historie. Hobolth, der blev 81 år gammel, var en af pionererne i pædiatrien uden for universitetsbyerne. En solrig forårsdag i 1966 kom han cyklende til det gamle sygehus i Kolding og spurgte om vej til Medicinsk Afdeling. Der skulle han starte som den første pædiatriske læge - noget, der ikke nødvendigvis faldt i god jord hos de medicinere, som indtil da havde passet børnene. Han fortalte selv, hvordan han blev mødt med bemærkningen: »Velkommen til; vi glæder os til samarbejdet, men ved ikke rigtigt, hvad vi skal bruge dig til«.
Hobolth kæmpede for, at børn ikke blot skulle ses som små voksne, men at der skulle tages hensyn til deres udvikling og familiære situation samt deres specielle somatiske og psykiske behov. Ud fra den meget beskedne begyndelse lykkedes det ham at opbygge en velfungerende afdeling, der efterhånden ikke alene blev en af de største uden for universitetsbyerne, men samtidig en af de mest respekterede og fagligt velfungerende afdelinger. Han forblev leder af afdelingen frem til 1989, hvorefter han fortsatte som sideordnet overlæge i fem år.
Hobolth havde en stor og meget bred faglig viden. Han var en overordentlig god kliniker. CPAP blev introduceret tidligt på Neonatalafdelingen i Kolding, og Hobolth trivedes med selv at løse de tekniske problemer, der måtte opstå. Han var desuden en af initiativtagerne til oprettelsen af et register over børn og unge med diabetes i Danmark - et register, der i dag er en af de mest velfungerende kliniske databaser i landet. Desuden interesserede Hobolth sig for det specielle, og han havde et af landets største ambulatorier med børn med Prader-Willis syndrom, som han sammen med mange andre børn med sjældne syndromer fulgte i årevis med blandt andet genetisk rådgivning.
Efter sin pensionering fra sygehuset fortsatte han med at være fagligt aktiv, idet han havde en lille privat pædiatrisk praksis. Desuden holdt han meget af at arbejde i det nordlige Norge, hvor han ofte vikarierede. I mange år efter sin fratræden fortsatte Hobolth med at besøge sin gamle afdeling og deltog gerne i faglige møder både på afdelingen og på sygehuset.
Hobolth vil blive husket som en af dansk pædiatris grand old men og som faderen til Pædiatrisk Afdeling i Kolding.