14.1.1941-6.4.2016
Niels Hertz Jensen er død. Niels døde onsdag den 6. april på hospitalet, 75 år gammel.
Niels var efter sin hospitalsturnus siden 1975 alment praktiserende læge først i Brøndby Strand og fra 1989 i Holbæk, hvor han blev kendt som en særdeles velfunderet læge, der kunne sin biokemi. Han evnede at tænke uden for boksen og kunne derfor gå uden for den ortodokse medicin og tænke biokemisk på celleniveau. Det har alle dage været kontroversielt, og denne praksis havde han da også lagt i privat regi, hvor patienterne søgte ham fra nær og fjern. Han forskede i og havde stor succes med sine ortomolekylære behandlinger og måtte flere gange gå på kompromis med sin loyalitet over for sine kolleger for at gøre det bedst mulige for sine patienter.
Og det bedst mulige var ikke så ringe endda. Hans kræftpatienter levede bevisligt længere end de sædvanlige prognoser, og det var derfor en skæbnens ironi, at hans selv skulle pådrage sig en lungecancer.
Kemoterapi i kombination med hans intensive egenbehandling kunne dog bringe den i ro, og det var da heller ikke canceren, han døde af. Han blev indlagt få dage før sin død med maveproblemer, som man fejlagtigt antog var bivirkninger af kemoterapien.
Niels døde af en så simpel ting som tarmslyng, som først blev opereret, da det var for sent, og han vågnede ikke mere. Hans cancer derimod var uden progression.
Niels efterlader sig sin Birgit, fire børn og ni børnebørn. Han har hjulpet i hundredvis af patienter til en længere og bedre tilværelse, så han har ikke levet forgæves. Lad os alle lære af ovennævnte sygehistorie, så heller ikke hans død har været forgæves. En dygtig læge og en nær ven er gået bort.
Vore tanker går til Birgit og familien.
Æret være hans minde.
Claus Hancke
Carsten Vagn-Hansen