19.4.1941-22.8.2015
Niels blev født og voksede op på Frederiksberg. Han blev kandidat i 1970 og speciallæge i intern medicin i 1981 og nedsatte sig i almen praksis i Kastrup samme år. Jeg var så privilegeret at blive kompagnon med Niels i 1990. Et kompagniskab, der fortsatte, indtil Niels gik på pension i 2008. Venskabet fortsatte naturligvis, selvom arbejdsfællesskabet ophørte. For sådan var Niels. Trofast som få.
Niels’ faglige engagement og alsidige talent afspejles i hans mangeartede sidebeskæftigelser. Han var rejseforsikringslæge, skolelæge, plejehjemslæge, søfartslæge og vagtlæge. Han var konsulent i Patientklagenævnet og vikarierede som sekretær i Retslægerådet. Desuden sad Niels i en årrække i PLO’s attestudvalg. Hans overskud og altid positive tilgang til enhver problemstilling gjorde ham til en meget afholdt kollega og samarbejdspartner.
Mange vil kende ham for hans satiretegninger af læge-patient-situationer. Han var blandt andet fast tegner på Københavns Lægekredsforenings blad »Lægen«. Hans tegninger har været trykt i lægelige fagblade gennem årene, og et udvalg af disse blev udgivet i bogen »Patienten i centrum«– tegninger fra lægeland i 2009. Tidløse, humoristiske tegninger som på bedste vis illustrerer Niels’ humor og blik for komiske situationer.
Når det ikke var lægefaglige ting, der optog tiden, var det livet i bofællesskabet Trudeslund i Birkerød og familien med Karen og de tilsammen fem børn og et efterhånden stort antal børnebørn, som fyldte tiden ud. Og alligevel fik han tid til at pleje sin store interesse for film og bøger.
Nu er det slut med Niels’ herlige tegninger og de gode samtaler over kaffen, men vi må glæde os over alt det, han gav til alle os andre.
Trine Boiesen