10.1.1924-8.5.2009
Det er et af de store træer i skoven, der er væltet.
N.C. døde store bededag godt 85 år gammel. Han døde pludseligt, men ikke uventet. Han havde lige været i bad og var ved at tørre sig, og med sin sædvanlige optimisme nåede han at sige til sin elskede Dorrit: »Er livet ikke dejligt?«. Så blev han dårlig, måtte sætte sig ned og døde, da hans abdominale aortaaneurisme rumperede.
N.C. var stor på alle måder. Han var en af plastikkirurgiens pionerer. Han var en fremragende kirurg. Han var et meget kultiveret og vidende menneske. Tidligere redaktør af »Den jyske akademiker«, hvor han selv skrev følsomme digte, samt redaktør af »stud.med.«, »Yngre Læger« og »Medicus«.
Han var en fin og raffineret kunstner og arbejdede lige til det sidste med tegning, collage og maleri.
Han var en strålende taler, og hans sidste store tale var dametalen ved skydeselskabet Minervas 125-års-fest. Den var skrevet på formfuldendte heksametre.
Bag den charmerende, udadvendte facade var der en meget seriøs læge. Efter uddannelse bl.a. hos Grete Olsen og sir Harold Gilles blev han 1. reservekirurg på Århus Kommunehospital, hvor professor Blixencrone-Møller var fremsynet nok til at stille 12 senge til rådighed for N.C. som plastikkirurgisk service. Takket være N.C.s flid og dygtighed blev det snart en selvstændig afdeling, der efter forskellige placeringer i hospitalet endte med at blive den afdeling Z, der var sygehusets bedst placerede og smukkeste afdeling.
Afdelingen var på N.C.s initiativ fornemt kunstnerisk udsmykket, bl.a. med en serie fremragende malerier af Hans Oldau Krull, der skildrede plastikkirurgiens historie. N.C. ydede en stor indsats for diagnostik og behandling af det maligne melanom, og han førte en livslang kamp mod liggesår, både i gerning, skrift og tale.
Talrige læger har passeret hans afdeling i deres uddannelsesforløb, og alle blev præget af hans faglige kunnen, humor og utrolige charme. Alle husker hans instruktionsbøger om kirurgisk teknik, fremragende illustreret af ham selv.
Efter sin alderspensionering fra Århus Kommune-hospital arbejdede han i yderligere fem år i Aabenraa, hvor han også ydede en betydelig indsats.
Han blev begravet fra Århus Domkirke, hvor biskop Kjeld Holm møntet på N.C. citerede Wessels gravskrift over skuespiller Londemann:
Man græder, for han er ej mer',
man husker, hvad han var, og ler.
Tankerne går til hans elskede Dorrit, der var ham en kærlig og trofast støtte, samt til hans to sønner Ulrik og Karsten. Endelig til den danske lægestand, der er blevet fattigere og noget mere kedelig ved tabet af N.C.
Æret være hans minde.