3.1.1965-7.2.2014
Jeg lærte Nana at kende, da vi begge var ph.d.-studerende i epidemiologisk forskning, Nana på Afdeling for Epidemiologi og Socialmedicin i Aarhus, jeg selv ved Bandim Health Project på Statens Serum Institut. De to afdelinger blev sluttet sammen i et Grundforskningscenter, og i 1999 blev Nana og jeg bedt om at arrangere et centerseminar. Det var pragtfuldt at arbejde sammen med Nana. Hun gik til opgaven med masser af energi, humør og gode ideer – fuld af initiativ. Sådanne personer kan jo være belastende, hvis de tromler frem – men hos Nana var »drivet« koblet med indlevelsesevne og respekt for andre.
Det blev starten på et godt venskab og samarbejde om flere artikler. Nana var en lynende klar epidemiologisk begavelse. Jeg var med, da hun forsvarede sin ph.d.-afhandling i 2001. Hendes vejleder, Henrik Toft Sørensen, holdt en tale, hvor han roste hende til skyerne og kaldte hende »et af dansk epidemiologisk forsknings største talenter«. Men desværre for epidemiologien var Nana ikke interesseret; hun ville være pædiater! Herefter fulgte en karriere, der endte med indfrielsen af hendes arbejdsmæssige livsdrøm, stillingen som administrerende overlæge ved børneafdelingen.
Nana brændte for at gøre børneafdelingen ikke blot fagligt højt kvalificeret, men også til et rigtig godt sted at være for patienter og pårørende. Hun vidste, at det kun lykkedes, hvis alle ansatte trivedes og delte visionen. Hun var utrættelig og gik forrest, når der skulle løftes opgaver og tages ansvar. Hun var god til at uddele ros, meget bedre end til at tage imod ros, der blev slået hen med et »visse-vasse«.
Ud over disse kvaliteter havde Nana en unik evne til at se muligheder frem for begrænsninger. Både under den kræftlidelse, der krævede hendes ældste søns liv i foråret 2012, og under den kræftlidelse, hun selv fik konstateret året efter, viste hun menneskelige kvaliteter og en styrke, der forekom næsten utrolig.
Med Nanas alt for tidlige død har lægestanden har mistet en forbilledlig repræsentant, og mange er vi, der har mistet en højt værdsat ven. Hun vil blive savnet. Tankerne og medfølelsen går dog først og fremmest til Troels, Mathias og Ida, der har mistet deres dejlige hustru og mor.
Christine Stabell Benn