Medlem i

12 years 10 months
components

Vi har med stor sorg taget afsked med vores gode ven, børnelæge Morten Strid Staberg.

Vi mødte Morten på medicinstudiet i København. Han var instinktivt en person, man holdt af. Morten var festlig og socialt anlagt, men samtidig engageret og fagligt dygtig. Han var aktiv på studenterbladet MOK, i rusvejledningen og i studenterklubben. I studiejobbet hos Netdoktor kombinerede han fagligheden med sin interesse for it og formidling. Mortens evne til at kombinere formidling med lægefaglighed blev siden et tilbagevendende tema.

Morten blev læge i 2002 og fik hoveduddannelse i pædiatri. Han var vellidt af børn og forældre på grund af sin indlevelse og sine faglige kundskaber. Det kom som et chok for os alle, da Morten tidligt i sin karriere fik konstateret kræft. Sygdommen kom på godt og ondt til at præge Mortens liv i de følgende ti år. På trods af operation og lange forløb med behandling bevarede han sin skønne personlighed og positive tilgang til livet.

Et af Mortens gennemgående træk var, at han engagerede sig i sine omgivelser. Morten var skarp og veltalende og altid god for en velargumenteret debat. Og engagementet rakte vidt. I en indsats mod dobbeltakkrediteringen i Region Hovedstaden tog han initiativ til en elektronisk underskriftsindsamling, som mere end 20.000 læger bakkede op om. Det lykkedes ham også at samle en stor andel af landets læger i facebookgruppen Læger, som snart runder 11.000 medlemmer. Han var desuden aktiv i kampen mod rituel omskæring af drengebørn, hvor han arbejdede for børnenes tarv som medstifter af foreningen Intact Denmark. Et mere farverigt eksempel på Mortens debatevner var, da han gik i rette med en kvindelig skribent i et landsdækkende medie og på sin vittige facon udfordrede hendes kønsrollebetragtninger.

Morten holdt af sociale arrangementer og et godt grin og gik aldrig af vejen for en udklædningsfest. Han dyrkede bl.a. beachvolley og volleyball i det daværende USG, var en dygtig skiløber og en habil golfspiller, og mange har nydt hans gode selskab på golfture i ind- og udland.

Morten havde i mange år haft et stort ønske om selv at få børn. Hans ønske blev opfyldt i august, da han med hustruen Jennie fik datteren Stella. Morten nåede at få en intens sidste tid med sin familie, inden han sov stille ind i deres hjem. Han efterlader, ud over sin nærmeste familie, en stor vennekreds og et evigt aftryk i alle vores liv og familier.

Hvil i fred, kære ven.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
Authors

Studiekammerater og lægevenner

Lead
14.11.1973-14.10.2019
0 likes