Morten Scheibel

21.3.1944-15.2.2006Overlæge Morten Scheibel døde den 15. februar på Viborg Sygehus efter mere end et års kamp mod en smertefuld kræftsygdom. På trods heraf var Morten dog aktiv til det sidste - var således på arbejde så sent som dagen før sin død.Morten var københavner - noget, patienter og personale på sygehuset i det midtjyske aldrig var i tvivl om - når han med sin energi, smittende latter og arbejdsglæde lyste op i afdelingen. Morten blev læge i 1971 og speciallæge i intern medicin i 1980. I 1985 kom han til Kjellerup Sygehus - en omplantning til det midtjyske, som både han og det lokale patientklientel tålte forbavsende godt. Han fik her 18 gode år som chef for en veldrevet medicinsk afdeling. Da fusionsepidemien også ramte Viborg Amt, kæmpede Morten længe mod nedlæggelsen af Kjellerup. Men odds var svære, og i 2003 måtte han flytte ind i det større overlægekollegium i Viborg, hvor den tiltagende grenspecialisering nok gjorde det vanskeligt for ham at finde en naturlig faglig platform.Morten var ikke den, der gik efter kompromiset i den faglige diskussion. Der var dog ikke blot tale om stædighed - snarere var det ham en glæde at teste rækkevidden af sine argumenter. Han var ærlig og præcis i sine udmeldinger. Ingen var i tvivl om hans politiske ståsted, når man konfronteredes med hans konsekvente valg af rød trøje og ditto sokker.

Morten var fagligt bredt orienteret og fagpolitisk aktiv - i mange år formand for amtets medicinske specialeråd og efteruddannelsesudvalget. Han fandt også ubesværet kræfter til at involvere sig i talrige multicenterprojekter. Her havde han et værdifuldt dagligt arbejdsfællesskab med sin hustru Ida, der er forskningssygeplejerske. Sammen drev de en stor og højt respekteret forskningsenhed.

Medicinen fyldte meget i Mortens liv, men i privatlivet fandt han tid til familie, sommerhus, sejlbåd og skisport. God mad og ædle vine glædede ham meget - noget, som han dybt beklagede ikke at være i stand til at nyde under den seneste del af sin sygdom.

Morten er nu savnet af en stor patientskare og blandt kolleger. Størst er savnet imidlertid for Ida og for de to børn Mie og Simon, som har mistet en hengiven familiefar.