Medlem i

13 years 1 month
components

9.7.1946-3.6.2008Morten Christy stammede fra et socialistisk hjem, og især hans mor var aktiv i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse. Fra forældrene stammede vel det stærke sociale engagement, som prægede Morten lige siden. Han troede på fællesskabet som samfundets bærende kraft og udtrykte bl.a. dette ved en vedvarende indsats i forskellige folkelige og politiske organisationer. I studietiden var han formand for FADL, senere blev han formand for YL.Som yngre læge publicerede han arbejder om diabetes, blev speciallæge i endokrinologi og overlæge ved Frederiksberg Hospital. I 1997 var han det naturlige valg som den første chef for hospitalets nyetablerede Medicinsk Center, som han satte sit markante præg på i de følgende ti år.Han arbejdede meget engageret med kvalitetsudvikling og var bl.a. en af nøglepersonerne i projektet »Den gode medicinske afdeling«. Han var altid i front med nye projekter til at forbedre patienternes behandling og så ofte meget visionært potentialet i nye tiltag længe før andre.

Mortens brede faglige og organisatoriske kompetence fik også stor betydning for udviklingen af Herlev Hospital, hvor han blev ansat som vicedirektør fra februar 2006. Han havde blik for betydningen af de centrale humanistiske værdier i mødet med mennesker på hospitalet, og hans rummelighed gav plads for en stor og levende interesse for etiske aspekter.

Morten Christy var i mange år formand for Dansk Selskab for Intern Medicin, hvor han med en dygtig og idemodtagende indsats bl.a. var medvirkende til, at Hagedorn-årsmøderne blev et tilløbsstykke for både yngre og ældre kolleger.

Privat var Morten altid en god kammerat, betænksom og meget vidende. Familielivet var intenst, og der blev altid diskuteret livligt, når han var i nærheden, ikke mindst på de årlige skiture gennem tre årtier til Norge med den faste vennekreds.

Morten Christy døde i sit hjem, omgivet af familie og venner, efter i fem måneder at have været syg af en hjernetumor. Vi er mange, der savner ham, men størst er tabet dog for de efterladte, Pia, Mads og Mikkel.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes