Mogens Vilhelm Gregersen Bjørneboe

29.6.1910-27.9.2006


Mogens Bjørneboe var en usædvanlig klinisk forsker. Hurtigt efter sin eksamen i 1936 kom han ind på studiet af blodets antistoffer og forfulgte dette emne resten af livet. Hans disputats fra 1941 omhandlede de såkaldte agglutininproteiner (antistoffer) i kaninpneumokoksera, der før antibiotikas tid blev anvendt i behandlingen af pneumokokpneumoni. Sammen med andre påviste han sammenhængen mellem plasmacelleproliferation og antistofstigning og mellem myelomatose og immunglobulinforhøjelse. Han fandt, at bevarelse af et normalt kolloidosmotisk tryk har prioritet over for et normalt plasmavolumen, hvilket Waldenström betegnede som Bjørneboes lov. Han sandsynliggjorde, at immunglobulinforhøjelsen ved kronisk leversygdom skyldes en øget antigenpåvirkning fra tarmfloraen som følge af nedsat filtration i leveren. I sine senere år arbejdede han især med patogenesen til levercellecancer. Som chef, først på Blegdamshospitalet og senere på Bispebjerg Hospital, samlede han en kreds af leverinteresserede læger omkring sig. Han var medstifter af den københavnske leverstudiegruppe, der producerede en lang række arbejder, især om cirrhosis hepatis.Bjørneboe var fagligt højt respekteret og blev bl.a. hædret med Hagedorn-prisen. Staben i hans afdeling værdsatte ham for hans redelighed, klarsyn og virketrang men også for den atmosfære af frihed, der herskede under hans antiautoritære ledelse. Personligt var han lidt distant men altid venlig og lyttende. Han havde stærke kulturelle og sociale interesser. Familien betød alt for ham, og til den går vore tanker.