11.7.1911-7.8.2002
Mogens Andreassen døde den 7. august 91 år gammel. Først i hans sidste leveår var alderen begyndt at kræve sin told. De sidste par måneder mistede han lysten til
at spise og drikke, han sløjede af og udåndede mens han kone Lis og datteren Johanne sad og holdt ham i hånden.
Mogens blev student fra Herlufsholm, og mindedes altid sin gymnasietid med den største glæde. Han startede på en forstuddannelse, men skiftede efter et år til medicin. Mange år senere under en timelang operation, hvor han var kommet i store vanskeligheder spurgte assistenten: »Hvorfor gik De egentlig bort fra forstvæsenet?« og Mogens svarede: »Det står jeg sgu også og spekulerer over«.
Mogens fik den væsentligste del af sin uddannelse ved Rigshospitalet før grenspecialiseringen havde udviklet sig. De to kirurgiske afdelinger C og D var konkurrenter og levede i en slags væbnet neutralitet. Mogens var den første som successivt beklædte en stilling som reservekirurg på både C og D. Han opnåede endog, at blive afholdt af begge afdelingers chefer og personale.
Mogens var den fødte leder, og han har været formand for mange humanitære og faglige organisationer. Ved besluttende møder lyttede han gerne i nogen tid, før han fremførte sine egne ideer, ofte indledt med: »Har jeg forstået jer ret, vil det sige at I mener ...«
Mogens var initiativtageren til Dansk Kirurgisk Selskabs Årsmøde der blev afsluttet med en strålende banket. Da han fremlagde budgettet, blev kassereren rystet over risikoen for et stort underskud. Mogens beroligede ham med: »Underskud, det betaler vi sgu selv«.
I sin stilling som overlæge nåede han kun at blive strejfet af de nye ledelsesstrukturer.
Mogens var en gudbenådet underviser. Studenterne elskede hans forelæsninger. Hans undervisningsmateriale var et stykke kridt, en tavle og hans talent for at tegne. Overheads, dobbelte lysbilleder og video blev aldrig hans medier. Han var initiativtager til og deltager i talrige kliniske videnskabelige arbejder, han var afholdt af sine reservelæger, hvoraf de fleste endte i gode slutstillinger.
Mogens havde store hænder, men de kunne udføre krævende, minutiøs kirurgi. Vi er mange der undrede os over hvordan han med held kunne gennemføre rekonstruktiv galdevejskirurgi.
Hans tegnetalent gjorde sig især gældende når han lavede karikaturer af sine kolleger. Vidunderlige tegninger som hver gang gav en præcis karakteristik af modellen. I 1987 udgav han »Blandt kirurger« som indeholdt de fleste af hans karikaturer, lidt selvbiografi og fornøjelige anekdotiske kommentarer til tegningerne. Som emeritus fortsatte han med karikaturerne, men skar dem nu ud i træ. Hans kunstneriske talent ses også tydeligt i hans imponerende, smukke have på Adolphsvej.
Mogens var en »gammeldags gentleman« i en postmoderne tid - en uddøende race, som vi bør værne om. Han hægede om traditioner. Fx følte han at det var hans pligt at møde op ved professorale tiltrædelsesforelæsninger på Rigshospitalet. Han omtalte en af disse på følgende måde: »Og der sad Brøchner Mortensen og jeg på forreste række som de eneste tilhørere«.
Han var en strålende selskabsmand, og hans velforberedte taler fik folk til at more sig og løftede stemningen.
I sit hjem var han patriarken der sad ved bordenden og skar stegen for, som han ofte selv havde tilberedt. Han drak altid sin rødvin af det glas han havde modtaget ved sin udnævnelse til æresmedlem af Dansk Kirurgisk Selskab.
Mogens var en aktiv skribent til det sidste, bl.a. kan nævnes hans glimrende Mogens-Fog biografi i Ugeskrift for Læger fra 1997 og »Kirurgisk humor på Rigshospitalet« fra 1999.
Efter eget ønske blev han bisat fra Herlufsholms kirke den 17. august.
Dansk kirurgi har mistet sin grand old man. Nogle af os har også mistet en hjælpsom, lidt ældre kollega, som blev en trofast ven.
Helge Baden Flemming Lund Hans Rahbek Sørensen