3.8.1931-16.5.2003
Mik døde i hjemmet omgivet af sin familie. Et hypernefrom, som var fjernet 15 år tidligere, havde sendt metastaser til hjernen. Et langt liv indenfor patologien og en aldrig svigtende interesse for de kliniske manifestationer fik Mik til selv at stille diagnosen på de første lette neurologiske udfald, og moderne teknologi kunne desværre bekræfte, at diagnosen var korrekt.
Mik bar sin diagnose og gennemgik det svære sygdomsforløb med den værdighed ,som var kendetegnende for alt, hvad han foretog sig.
Han vidste på et tidligt tidspunkt, at patologien skulle være hans fremtidige arbejdsområde. Faget fascinerede ham med dets blanding af klinik, eksakt videnskab og rige muligheder for basal forskning .Efter en bred uddannelse i ind - og udland blev Mik overlæge ved Sundby hospital i 1976, en stilling han beklædte indtil 1996. Afdelingen blev nedlagt som led i de mange besparelser, og i de sidste aktive år fungerede han som overlæge i patologi ved H:S Bispebjerg Hospital.
Mik skrev allerede i 1968 om »Microsporidiosis. A new disease in warm blooded animals and man«, et hidtil upåagtet protozo, som han som den første i verden interesserede sig for. Året efter skrev han disputats om emnet . Det har senere vist sig, at protozoet har betydning for en række sygdomme med immundefekter.
Mik besad evnen til at tænke utraditionelt. Han interesserede sig forskningsmæssigt for cancermetastasering og arbejdede ud fra den hypotese, at spredning af cancer først og fremmest er afhængig af den matrix, som cellerne slår sig ned i, og i mindre grad af egenskaber i cellerne selv.
Mik gik ofte med på stuegang , hvor det var en stor glæde for os andre at kunne trække på hans omfattende viden.
Mik interesserede sig til det sidste for udviklingen indenfor hospitalsvæsnet. Han var ligesom mange af os andre irriteret over den omsiggribende administration, der både trak store økonomiske midler fra kerneydelserne og samtidig lagde beslag på lægernes arbejdskraft. Han var ikke bange for at udtale sig i de lokale fora , bl.a. som formand for lægerådet på det daværende Sundby hospital, hvor han på sjælden vis forstod at give sine meninger plads og tyngde. Hvis det ikke vakte gehør, henvendte han sig direkte til direktionen, som dengang havde til huse på det gamle Øresundshospital, og hvis dette ikke førte til noget, skrev han læserbreve i dagspressen- altid velovervejet, aldrig aggressivt. Han insisterede på, at repræsentanter for områdets praktiserende læger skulle være medlemmer af det lokale lægeråd, og han forstod betydningen af at se sundhedsvæsnet som et hele, hvor alle aktører ydede hver deres bedste.
Mik var socialt engageret inden for en lang række områder. Han tog aktivt del i kampen mod kernevåben, kampen for kurdernes frihed, støttede Joan-søstrene og virkede i de sidste år som læge for uhelbredeligt syge i Københavns hospitalsvæsen.
Mik og Gerdas hjem har altid været præget af deres mange kulturelle interesser - malerkunst, antikviteter, historie og arkitektur. Gerda tog i sin egenskab af museumsinspektør Mik med på mange spændende rejser, hvor de besøgte kunstsamlinger, slotte og haveanlæg. Deres venner kunne nyde godt af parrets enorme viden, man tog altid beriget hjem efter en aften hos de to.
Mik var en glimrende amatørpianist, som både kunne spille i orkester og akkompagnere ved liederkoncerter. Mik kunne udadtil godt virke lidt reserveret over for dem, der ikke kendte ham. Det bundede dybest set i en form for blufærdighed, der blandt andet viste sig ved, at han sjældent lod sig overtale til at give et nummer på klaveret i venners lag. Det foregik i hans værelse, hvor man blandt andre kuriositeter kunne få lov til at røre ved hans stykker af elefanthud.
Det vigtigste for Mik i denne verden var familien. Han var med god grund stolt af sine tre børn ,og i de senere år brugte han med stor glæde megen tid som chauffør og babysitter for sine børnebørn.
Ferierne blev tilbragt i det vidunderlige gamle hus med udsigt over Svaneke, det var netop renoveret med henblik på mange gode dage på øen. Desværre skulle Mik kun nå at opleve det kort.
Vore tanker går til Gerda og børnene Mathilde, Blomst , Tobias og deres familier.
Ole Halskov
Jørgen Kryger
Morten Nielsen
Ole Helmer Sørensen