20.11.1930-31.8.2005Merete døde af brystkræft samme dag, som hendes elskede broder blev begravet. Hun havde en islandsk moder men blev bortadopteret til et barnløst jysk ægtepar. Sin bortadoption glemte hun aldrig men evnede ikke senere at opspore sin herkomst.Sammen med en broder tilbragte hun barn- og ungdommen under meget jævne kår. Plejefaderen døde allerede tidligt i børnenes vækst, hvilket ikke gjorde det lettere for moderen. Skolegangen sluttede imidlertid med en flot studentereksamen fra Rysensteens Gymnasium.Hun gik målbevidst i gang med det medicinske studium i 1949, men, karakteristisk for hende, uden faglig fanatisme. Hun havde et strålende ydre, som kom hun fra sagaøen Island, fik mange venner, også fordi hun var så ligetil og venlig. Et studenterægteskab med mig ledsagedes af fødslen af datteren Karin. Kommet tre år senere til studiet var hun af uvurderlig hjælp for mig. Kort tid efter vores eksaminer skiltes imidlertid vore veje.
Efter sin turnus på Kjellerup Sygehus valgte hun psykiatrien. Hendes forbillede blev overlæge Arentsen på Nordvang i Glostrup. Hun forblev ansat som psykiater i 40 år med ansættelser på Sct. Hans Hospital, Nordvang og Gentofte men blev aldrig en traditionel psykiater, kritisk og påpasselig som hun var over for (overdreven) psykofarmakologisk behandling. I stedet blev hun engageret i den psykologiske vinkel ved de sindslidende. Således blev samtale- og psykoterapi hovedhjørnestenen i hendes engagement, og det kan ikke forbavse, at hun besad dyb modvilje imod tvangsforanstaltninger.
Fagligt satte hun aldrig pennen til papiret, deltog ikke i videnskabelige undersøgelser eller opgørelser. Dette skyldtes vist nok to forhold: For det første hendes angst for selvhævdelse, og for det andet, at for Merete var det sagen, patienten, det gjaldt. For det andet var hun kendt for sin flid, bl.a. ved sine mange omhyggelige psykiatriske tilsyn på de somatiske afdelinger.
I sit andet ægteskab fik hun den lykke at få en søn, og nogle år tilbragte hun med et lykkeligt familieliv.
Kort før pensioneringen mistede vi vort fælles barn, datteren Karin, et meget stort tab og savn. De sidste år ofrede hun meget på sin søns familie.
Ære være hendes minde.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type