Marianne Munk Plum

Marianne er død. Død efter meget svær og stor kamp mod gynækologisk malign sygdom eller rettere flere. Gennemgik stolt og stærk først operation, derefter strålebehandling og efter førstegangsrecidiv kemoterapi. Da dette ikke havde effekt, gennemgik Marianne yderligere kemoterapi, da hendes ønske var at leve så længe, der var mening og håb. Men håbet svandt, kemoterapien blev seponeret, og den sidste tid i dette forår var yderst pinefuld pga. pulmonal involvering, som til sidst resulterede i indlæggelse og mors. Alle, som kendte hende godt, har mistet en særdeles stor personlighed - a jiddische mamme. Altid beredt til at lytte til andre, altid vis, klog og empatisk. Altid nærværende. Og dage efter at et emne var blevet hende bekendt, vendte hun tilbage for at høre, hvordan det gik, og give sine tanker og råd, efter at hun havde sovet på det. Altid enormt engageret i sine tre voksne børns ve og vel og sine tætte venner - og dem er der mange af.Ud over at være speciallæge i almen medicin, nefrologi og intern medicin var Marianne dr.med. fra Umeå Universitet. Og hvorfor nu fra Nordsverige? Jo, fordi hun fulgte sit hjerte og fandt sin ægtemand der. Etablerede sig i det svenske og blev en meget anerkendt svensk nefrolog med dybe danske rødder.

Efter sin skilsmisse valgte hun at flytte tilbage til Danmark, hvor hun forinden havde fået en overlægestilling ved den nefrologiske sektion i Holbæk. Siden gik turen til nefrologisk sektion i Nykøbing, hvorfra hun desværre var sygemeldt det meste af sin ansættelse - noget, som i den grad pinte hende, indtil hun måtte indse, at hun simpelthen ikke havde kræfter til at gennemføre en hel arbejdsdag.

Marianne elskede livet, elskede at rejse og arbejdede flere gange som kyndig læge ombord på store krydstogtskibe - noget, hun nød at mindes. Hendes sprogkundskaber var store, og hun beherskede mange sprog. Men ud over lægegerningen, som hun selv kaldte det, var hun en guddommelig kok og kunne uden tvivl have drevet en restaurant, der let ville have været belønnet med minimum én Michelin-stjerne eller snarere to. Ud over maden og det unikt åbne og gæstfrie hjem var hun dybt engageret i alle i nød, alle, som behøvede hjælp, og mange søgte hende - alles jiddische mamme. Og selvom hendes børn er 24 år og opefter og alle godt på vej, var deres liv og uddannelse et helt essentielt omdrejningspunkt i hendes alt for korte livsforløb.

Jeg lærte hende at kende, efter at hun igen kom til Danmark, og vi udviklede meget hurtigt et særdeles tæt og varmt venskab - en ven over alle andre. Og med kun 800 m mellem vores boliger var det ofte, at min kone og jeg havde mulighed for at ses med Marianne og mærke hendes varme og store interesse for vores familie og børn. Selv helt til det sidste og på trods af svær hoste, manglende søvn, smerter, voldsom dyspnø og viden om, at døden desværre syntes nær, blev hendes ansigt, øjne og ord altid anderledes, når talen drejede sig om noget i andres liv, ligegyldig om det var noget positivt eller det modsatte. Hun var speciel, var unik, og tabet er meget stort. Ære være hendes minde.