4.11.1923 - 28.6.2004
Margareta Mikkelsen var pioner inden for den medicinske kromosomforskning og fik status som the grand old lady i faget, såvel i Danmark som internationalt. Hun blev født i Tyskland, blev dansk gift i 1946 og fik embedseksamen i 1955. I 1959 blev hun ansat ved Arvebiologisk Institut, Køben- havns Universitet, samme år som den kromosomale årsag til Downs syndrom blev opdaget. Centrum for hendes internationalt kendte forskning var herefter Downs syndrom, og hun etablerede tidligt kontakter med datidens fremmeste internationale forskere. Hendes tidlige arbejder handlede især om familiær forekomst af Downs syndrom, og hun var med til at skabe grundlaget for genetisk rådgivning ved syndromet.I 1968 blev hun overlæge ved det dengang nyoprettede John F. Kennedy Institut. Her var hun, frem til sin pensionering i 1993, med til at gøre instituttet kendt for højt kvalificeret diagnostik, forskning og behandling af mental retardering. Hun bidrog væsentligt til opbygning af den klinisk genetiske ekspertise i Danmark, herunder fosterdiagnostik, og hun var altid bevidst om vigtigheden af at formidle sin viden om genetik udadtil, inklusive de etiske aspekter, og den samfundsmæssige betydning.Margareta Mikkelsen deltog i adskillige danske og internationale rådgivende komiteer og nævn, f.eks. Etisk råd, WHO og EU-kommissionen. Hun var aktiv i nationale og internationale videnskabelige selskaber og var højt respekteret. Hun modtog talrige priser og hædersbevisninger, herunder NOVO-prisen i 1978. I 1994 fik hun det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje for fremragende og livslang videnskabelig indsats inden for cytogenetikken. Det officielle Danmark hædrede hende med et ridderkors, og så sent som 1 måned før sin død, fik hun, ved en højtidelighed på Kennedy Instituttet, personligt overrakt æresmedlemsbevis fra det tyske medicinsk genetiske selskab.
Margareta Mikkelsen var visionær. Som en af de førende inden for sit fag og samtidig kvinde i en tid, hvor denne kombination var sjældnere end nu, formåede hun at være både en dygtig forsker og en god og inspirerende leder og rollemodel. Hun forstod i højeste grad at lytte til sine medarbejdere og var levende optaget af dem. Vi er mange som i tidens løb har nydt godt af hendes videnskabelige vejledning samt hendes kloge råd i mange, også personlige, sager. Hun var hurtig og kontant, når hun rettede ens første udkast til et abstract eller en artikel. Hun kaldte os med glæde og stolthed »mine ikke-biologiske børn« - og sådan følte vi det også.
Æret være hendes minde.