Magnus Kerstens Fugl Horsager

30.5.1974-18.5.2004Læge Magnus Horsager er pludselig og uventet død i en alder af 29 år. På trods af sin unge alder og alt for korte virke er det ingen overdrivelse at sige, at med Magnus' død har lægestanden mistet et af sine mest bemærkelses- og beundringsværdige medlemmer.Magnus blev lægevidenskabelig kandidat i 2001 med et af de højeste karaktergennemsnit nogensinde. Umiddelbart efter tiltrådte han et vikariat på Reumatologisk Afdeling på H:S Rigshospitalet. Herefter fulgte turnus på Medicinsk Afdeling i Slagelse og Kirurgisk-gastroenterologisk Afdeling på H:S Hvidovre Hospital. Han valgte imidlertid at afbryde sin turnus for at søge ud i lægemiddelindustrien, først Lundbeck, siden Pfizer og sidst Novo Nordisk.Magnus var et yderst intelligent menneske, hvilket bl.a. hans eksamensbevis, med to 11-taller og et 10-tal som de laveste karakterer, vidner om. Hans interesser rakte imidlertid langt ud over medicinstudiet og spændte over musik, historie og politik. Typisk blev han grebet af et emne og tilegnede sig herefter en viden på området, som var fagfolk værdig. Om det så drejede sig om Wagner, Jungs psykoanalyse, Berlins historie eller Napoleons Felttog - hans viden var nærmest uudtømmelig.

Magnus var en ildsjæl og inspirerede sine omgivelser. En aften i selskab med Magnus kunne være berusende, man blev nemt »løftet« til et højere plan af begejstring og indsigtsfuldhed. Det kunne imidlertid også være lidt af en prøvelse, da Magnus' hjerne aldrig holdt pause, man skulle således ikke forvente, at aftenerne blev tilbragt i sofaen med en øl i hånden og et fjernt blik i øjnene.

Selv om Magnus yderst sjældent må have mødt sin ligemand udi intellektuelle discipliner, lod han sig ikke mærke med, at han på mange måder var en ener. Han havde en stor og bred omgangskreds, og når han ikke lige var midt i en raptus, hvor han bare måtte dele sin begejstring for neuroanatomi eller »Nibelungens Ring«, kunne han både lytte og være en god støtte, hvis man havde brug for en ven at tale med.

Magnus var unik, og som sådan har tilværelsen givetvis undertiden faldet ham svær. Hans ambitionsniveau var højt, og han stillede store krav til sig selv. Magnus havde evnerne til at kunne blive hvad som helst i denne verden, ikke mindst en fremragende læge, dertil besad han både kløgt og empati. Vi, der fulgte ham gennem hans studie- og kandidattid, havde altid forestillet os, at verden ville komme til at høre mere til Magnus: Når han publicerede banebrydende forsk-ningsresultater, opbyggede en landskendt og højt specialiseret afdeling på et sygehus eller nåede en toppost i medicinalindustrien. Vi tvivlede i hvert fald ikke på, at han havde evnerne. Den forventningsfulde følelse er nu afløst af en afgrundsdyb følelse af tab.

Vi har alt for tidligt mistet vores gode ven Magnus. Vore tanker går til hans kære.