Medlem i

13 years 1 month
components

19.1.1963-2.2.2009

Louise døde alt for tidligt, det syntes hun også selv, i en alder af kun 46 år. Efter en kort men sej kamp måtte hun desværre give op over for brystkræften.Louise blev kandidat fra Københavns Universitet i 1997 og havde efterfølgende turnus på Holbæk Sygehus. Hendes oprindelige tanke var at blive internmediciner, og hun forskede i en periode i forhøjet blodtryk men besluttede efter nogle år at sadle om og blev i 2004 speciallæge i almen medicin.For blot et år siden så alting ellers lyst og lykkeligt ud for Louise. Hun havde kort forinden fundet sit livs kærlighed og var blevet gift med Tommy, som også var praktiserende læge. Han havde solgt sin praksis på Lolland og var flyttet til Holbæk for sammen med Louise at åbne Apollon Klinikken, en praksis i helt nyindrettede og moderne omgivelser.

Men en forårsdag sidste år ændredes Louises liv radikalt, da hun fik konstateret brystkræft. Kræften havde desværre allerede spredt, sig og Louise måtte gennem en svær periode med kemoterapi, som ikke kunne stoppe udviklingen. Da Louise kunne se, at månederne var talte, gik hun i gang med at planlægge, hvordan hendes sidste tid skulle være. Et af hendes ønsker var at komme på hospice, og da hun kunne se, at pladserne i regionen var få, gik hun straks aktivt ind i den offentlige debat på området og stod frem og fortalte åbent om sin kræftsygdom i et indslag på TV Øst i efteråret.

Kendetegnende for Louise gennem hendes studietid og karriere var netop en ukuelig foretagsomhed og deriblandt deltagelse i den offentlige debat. Hun havde altid gang i mindst et projekt, hvis ikke på det faglige plan, så på det private. Ved siden af sit arbejde som praktiserende læge arbejdede hun bl.a. som medicinkonsulent i Vestsjællands Amt, hvor hendes store viden og overblik over lægemidler var til stor nytte for praktiserende kolleger. Og karakteristisk for Louises alsidighed havde hun, kort forinden hun blev syg, også fået job som brevkasselæge på et ugeblad.

Louise nåede at komme på hospice og havde en kort men god tid der.

Vi er mange, som vil savne Louise, en varm og kærlig veninde og en yderst professionel og vellidt læge.

Vores dybeste medfølelse går til hendes elskede mand Tommy, hendes to børn, Line og Frederik, bonussøn Anders og ikke mindst Louises forældre.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes