Lonny
Klostergaard
12.3.1947–28.5.2013
Lonny en overlever – nu er hun død. Lonny og jeg læste sammen på medicinstudiet. I 1975 cand.med. fra Aarhus Universitet, Lonny som førstegenerationsakademiker. Geografisk skiltes vore veje, da vi begge havde travlt med at komme igennem den obligatoriske videreuddannelse for at blive praktiserende læger. Min mor havde fra 1948 praksis i Kongsvang med lokaler i den villa, hvor vi boede. Det var for småt til at rumme to eller tre læger. I 1980 flyttede praksis fra Rosenvangs Alle til en nybygget klinik i Dansgade.
I juni 1983 blev Lonny ansat som amanuensis hos os. I januar 1984 overtog hun min mors andel af praksis, og Lonny og jeg blev kompagnoner. Patienttilgangen var nærmest eksponentiel.
Efter en meget travl mandag måtte Lonny indlægges med nyopdaget diabetes mellitus type 1. Fra juli 1985 fortsatte vi som gruppepraksis, hvorved vi havde rygdækning i hele Viby-Højbjerg-vagtholdet, hvis Lonnys diabetes skulle vise sig at give problemer.
Vi havde arbejde nok: Der var lægekonflikt 1.10.1984-5.1.1985. Uheldigvis blev vores meget kompetente sekretær pludselig syg og fratrådte. Begge kørte vi lægevagt. Som læge arbejdede Lonny meget hurtigt, men fagligt og menneskeligt i top. Hendes praktiske sans kom hende til gode, da hun i 1993 havde valget mellem at blive helt blind eller risikere en hemiparese i forbindelse med operation for en godartet tumor i hypofysen. Hun fik det sidste, da hun blev opereret i august 1993.
Hendes stædighed kom hende til gode: Via træning på Hjerneskadecentret, fysioterapi, ridning, bowling, undervisning på Lyngåskolen, billedmaling og frimærkebytning kom hun langt.
Trods de svære vilkår efter operationen formåede familien at holde sammen. De fik dagligdagen til at fungere, fejrede mærkedage, sejlede i danske farvande om sommeren og rejste til udlandet. Først det sidste halvandet år boede Lonny på plejehjem.
Lonny efterlader sig ægtefællen Mogens, børnene Rikke og Morten, svigerbørn og fire børnebørn.
Fæ dør, frænder dør
man selv dør på samme vis, ét ved jeg
som aldrig dør, dommen over hver en død