Lone Bording Astrup er død efter nogen tids sygdom. Hun var overlæge på Medicinsk Afdeling V (hepatologi og gastroenterologi) i Aarhus fra 1992 til 2007. Efter pensioneringen havde hun gode år med sin højtelskede og tiltagende omfangsrige familie, og tabet må være smerteligt, især for hendes mand, professor i neurokirurgi Jens Astrup, der var så vant til hendes aktive varme interesse og omsorg.
Hun fik en meget bred klinisk og laboratoriemæssig uddannelse i København, og da ægtefællen trak hende med til Aarhus, ramte vores helt nye afdeling en guldåre. Hendes ubesværede intuitive tilgang til diagnostik og behandling var legendarisk og fejlede aldrig. Den kunne være svær at følge med i for andre, og den har vist sig uefterlignelig. Ofte samtidig med social multitaskning trak hun på en imponerende bank af erfaringer og faglæsning. Hendes arbejds- og organisationsevne nyttiggjorde talentet. Hun blev særligt interesseret i hepatologien og var dristigt innovativ trods strukturelle hindringer – »altid fremme i skoene« var hendes erklærede metode. Hun var en drivende kraft i etableringen i Danmark af f.eks. behandling af portal hypertension med transjugulær intrahepatisk portosystemisk shunt, stereotaktisk strålebehandling af levertumorer – ekspanderet til multidisciplinær behandling af primær leverkræft, indførelse af avancerede receptorisotopiske skanninger og behandlinger af neuroendokrine tumorer og opbygningen af det vestdanske center for disse sygdomme. Hendes indsats var afgørende for, at afdelingen er nået dertil, hvor den er i dag.
Også som person var Lone Astrup noget helt særligt. Uanset hvor tumultarisk situationen var, fremtrådte hun altid ulasteligt køligt elegant, velordnet og veloplagt, men man opdagede hurtigt, at der bagved lå en oprigtig interesse for andre mennesker og usvigelig loyalitet, parret med en rå humor og en forventning om, at alle tager ansvar for sig selv. Hun havde uhyre betydning for værdierne, traditionerne og »tonen« på afdelingen. Det lever videre, efter at hun forlod os, bl.a. ved den mængde af hendes talemåder og anekdoterne om hende, som viderebringes i den skiftende stab, fordi de stadig er meningsfulde.
Et af hendes hyppige tilråb var »kom ind i kampen!«. Det er med en følelse af sorg, savn og uvirkelighed, at vi nu må indse, at hun definitivt er ude. Men som beskrevet – rigtigt borte er hun alligevel ikke.